Majsen på Barsø har nydt det milde klima ved havet.
"Vi er godt tilpas med det vand, som vi fik i weekenden. Jeg regner med, at vi tager andet slæt i denne uge," siger Søren Svennesen fra øen Barsø.
"Det er cirka fem uger siden, at vi tog første slæt, så det passer udmærket. Jeg regner med, at vi kan høste cirka 75 procent af første slæt," lyder spådommen over udbyttet.
Hvor stort første slæt ligger ikke klart endnu - kvægbrugskonsulenten kommer til øen i denne uge for at måle stakken og optage analyser.
Forskel i majsen
Ifølge ejeren har majsen på Barsø ikke lidt så meget under den sidste tids kølige og blæsende vejr.
"Vi kørte på tværs af Jylland i sidste uge, og majsen derovre så mere stresset ud end min - sikkert fordi vi har et mildere klima ude i havet," siger han.
Det meste af majsen er sprøjtet mod ukrudt for anden og sidste gang - bortset fra den mark, som blev sået efter første slæt, og som kun sprøjtes mod ukrudt en enkelt gang.
"Vi skiftede jo Callisto ud med MaisTer i blanding med Harmony, og man kan tydeligt se, hvor der er brugt det ene eller det andet. MaisTer og Harmony har nedvisnet ukrudtet bedre end Callisto," siger Søren Svennesen, der også vil bruge den nævnte blanding i marken som er sået sidst og kun skal sprøjtes en enkelt gang.
Han regulerer doseringen efter ukrudtstrykket ved simpelthen at sænke farten, hvor der står meget ukrudt.
Striber i vårbyg
Vårbyggen med nyt udlæg blev kun sprøjtet en enkelt gang mod svampe og ukrudt. Den sidste sprøjtning sprang ejeren over - der var ikke behov for den, vurderede han.
"Marken står nogenlunde, men den er lidt stribet efter spor, måske fra køresporene i majsen eller fra gyllevognen i foråret. Det skyldes, at jorden er pakket, og det er ikke så godt. Måske skulle jeg overveje at grubbe - det har jeg aldrig prøvet," sige Barsø-landmanden.
I lucernen tog han første slæt sammen med græsset, mens andet og tredje slæt bliver til hø.
"Lucerne taber bladene, hvis man vander det, men det skulle kunne undgås ved at vande om natten. Det lykkes vist nok i USA, så det prøver jeg måske," siger Søren Svennesen.
Han er afhængig af halm fra fastlandet. For at være mere fleksibel med hensyn til presning og transport, forhandler han netop nu om at leje en lade ved Hoptrup, hvor han kan opbevare en del af halmen.