Tørke har flere steder taget toppen af udbyttet

Mangel på nedbør har flere steder pillet toppen af udbyttet i en vækstsæson, hvor der ellers i lang tid har været udsigt til en usædvanligt god høst.

Afgrøderne står utrolig godt, men i visse områder har tørken allerede nu pillet toppen af udbyttet. Sådan lyder meldingen fra tre planteavlskonsulenter fra forskellige egne af landet.

»Vi har været heldige at få nedbør på nogle meget vigtige tidspunkter. Hveden, rapsen og vårbyggen står utrolig godt, og jeg kan ikke huske, at vi har haft en sæson med mere medvind,« siger Carsten Kløcher, planteavlskonsulent, Djursland Landboforening.

Samtidig konstatere han, at raps og den tidligst såede hvede formentlig er klar til høst en uge før normalt - men at det forspring, afgrøderne havde i foråret, stort set er udlignet på de øvrige arealer.

På Fyn er billedet mere varieret.

»Vi har gode forventninger til høsten. Men i nogle områder er det ekstremt tørt, og her kan vi fra dag til dag se, at det tager rigtig hårdt på afgrøderne,« siger Leif Hagelskær, planteavlskonsulent, Centrovice.

Han tilføjer, at rapsen har set rigtig godt ud, men at den i tørre områder modner hurtigt af, og at raps erfaringsmæssigt er en af de afgrøder, hvor det er mest vanskeligt at vurdere udbyttet på forhånd.

På Sjælland ærgrer planteavlskonsulent Søren Bagger fra Gefion sig over, at tørken nogle steder har taget et indhug i det store udbytte, der var udsigt til. Han vurderer, at tørken vil koste mest udbytte i hvede og vårbyg, og at den formentlig samtidig vil betyde, at rapsen nogle steder bliver høstet en til to uger før normalt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle