TeeJet gør det lettere at styre traktoren

To nye gps-computere viser en naturtro gengivelse af marken, og det gør det lettere at køre lige med traktorer, der ikke styrer selv.

Det er lettere at styre traktoren manuelt efter en gps, hvis man ser en naturtro gengivelse af markens overflade i displayet, og ikke blot et ternet mønster. Derfor introducerer TeeJet to nye gps-displays med mulighed for såkaldt Real Time Guidance. Det vil sige styring efter et ægte billede.

De to nye displays med navnene Matrix 570 G og Matrix 840 G får som sædvanlig satellitinformationer fra gps-antennen på traktorens tag. Nyt er det derimod, at de kan kombineres med et videokamera, som både i sollys, støv og mørke skaber et naturtro billede af markens overflade foran traktoren.

Når føreren kan se konturer, gærder, og sågar enkelte aks foran traktoren på skærmen, bliver det ifølge TeeJet meget lettere at køre præcist efter gps-signalerne. Ikke mindst ved kurvekørsel, under vendinger og ved kørsel om natten.

Ønsker man en markering af de behandlede områder på marken, eksempelvis ved gylleudbringning, må man benytte normal visning i displayet.

Klart display og bedre antenne

Displaystørrelsen er på henholdsvis 5,7 og 8,4 tommer, og TeeJet lover, at de er mærkbart skarpere og lettere at se i sollys end konkurrenternes.

Kameraets billede kan også anvendes til almindelig overvågning, og computeren kan styre op til fire kameraer i alt. På 840 G-modellen kan alle fire billeder vises på en gang, mens man på 570 G må se dem på skift.

TeeJet introducerer samtidig en ny forbedret gps-antenne, RXA-25, som understøtter gps, men også Glonass-nettet.

Til alle præcisioner

Ligesom de andre gps-computere fra TeeJet kan Matrix 570 og 840 G anvende alt lige fra Egnos til RTK-signaler, og også styre en traktor forberedt til autostyring. Derudover kan de styre nogle sprøjters bomsektioner, samt ændre mængden på visse gødningsspredere.

De to nye displays blev introduceret på Agritechnica under navnet Voyager, men TeeJet har valgt at ændre deres navn, da der ifølge dem kom et andet produkt på markedet samtidig med samme navn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle