Tid til at rydde op i investeringsforenings-beviser

En større korrektion op i renten kan få konsekvenser for dine investeringsforeningsbeviser og dermed også for dig.

Af jens Schjerning, cheføkonom, Agrosura.

Det er tid til for alvor at se kritisk på dine investeringer, herunder alle de forskellige typer investeringsforeninger og pensionspuljer, som bankerne massivt har solgt og stadig sælger i stor stil, i deres kamp for at kompensere indtjeningsfaldet fra det faldende udlån. Det er specielt obligationsforeningerne, jeg gerne vil have gennemgået med en tættekam.

Renterne er presset unaturligt i bund, og mange statsobligationer har negativ rente. 200 års historie på realkreditrenter i Danmark ligger ca. 50 procent under tidligere historiske bunde. Jeg forventer fortsat et lavt renteniveau i flere år frem, men aktuelt ligner obligationsmarkedet en midlertidig prisboble, hvor der er behov for en korrektion op i den lange rente, beskrevet for tre uger siden i tendens. Når korrektionen op i den lange rente er overstået, kan vi godt investere i obligationer igen.

Investeringsforeningsbeviser i korte obligationer giver næsten ikke et afkast, og de lave renter kan ikke dække banker og investeringsforeningers provisioner. Omkostningerne kan sagtens ligge på 0,75 procent til 1,50 procent på administrationen af en obligationsforening i korte obligationer. Renten på de korte obligationer ligger omkring 0 procent. Det giver ingen mening at holde liv i sådanne investeringsforeninger. Desuden er det vores optik, at der ikke er grund til at købe obligationer gennem en investeringsforening. Du kan sagtens selv købe realkredit og statsobligationer direkte. Det er langt billigere.

Er der tid til at agere på obligationerne nu?

Det ser ud til, at renterne nu er i gang med en større korrektion opad – med større kursfald til følge. Statsrenter og swaprenter er nu i teknisk optrend, og rent teknisk er sandsynligheden for en korrektion op i realkreditrenter og andre renter øget væsentligt de seneste uger.

Råvarer generelt rører også på sig, og her tror jeg på stigninger de næste 2-3 år. Kul, el og olie er allerede korrigeret ca. 80 procent til 100 procent op siden bunden. Korrektion op i råvarerne skubber til bedre inflation, som igen presser de lange renter op.

Korrektionen op i renterne har været undervejs i en god måneds tid, men der er for alvor sket noget med obligationskurserne efter valget af Trump d. 8. november. Flere tror, at Trumps finanspolitik vil være med til at skabe øget vækst og inflation – og dermed højere renter – også til gavn for bankerne, der har svært ved at tjene penge i det nuværende lavrentemiljø. Får vi råvarerne med i en fortsat korrektion, kan rentekorrektionen denne gang blive større end den, vi så i foråret 2015.

Få nu set på investeringsforeningsbeviserne!

En større korrektion op i renterne vil mere eller mindre smitte af på alle typer obligationer, og jo længere løbetid/varighed, jo større kurstab. Både stats- og realkreditobligationer vil blive ramt, men også investeringsforeningsbeviser i virksomhedsobligationer og højrenteobligationer.

Vær forberedt på, at du møder modstand henne i banken, hvis du vil sælge investeringsforeningsbeviser. Bankerne tjener på disse beviser. Men har du pengene stående på bankbogen, taber banken penge på dig, idet indskudsbevisrenten er negativ med 0,65 procent. Derfor har banken intet incitament til at få dig ud af investeringsforening med obligationer. Men det er dine penge, og det er dig, der taber på kursfaldet.

Alternative investeringsmåder

Siden finanskrisen er der kommet alternative foreninger, hvor der veksles mellem aktier, kontanter og obligationer afhængigt af konjunkturen og økonomiske nøgletal. Derved øges sandsynligheden for, at foreningen kommer ud af aktierne, hvis der skal komme et stor aktiefald. Det er rigtig træls at ligge i en aktieinvesteringsforening, som bare bliver liggende i aktier, hvis hele markedet skal ned med f.eks. 50 procent. Det forsøger disse alternative foreninger at tage højde for. For mig at se er det den rigtige måde at anskue placeringer af penge på i fremtiden. Vi hjælper gerne med at få et samlet overblik for dig, herunder analyseret hvad du betaler af omkostninger til investeringsforeningerne mv. Kontakt os endelig!

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle