Tidligt forår er klippetid i juletræerne

Bundklipning er en opgave, der ikke længere er til diskussion: Det skal gøres.

Af Per Hilbert, Skovdyrkerne

Vinteren er ved at være slut, og mange er allerede godt i gang med tilklipningen i juletræer, som kan udføres helt frem til starten af maj.

Bundklipning er et af de tiltag, der ikke længere er til diskussion i en moderne juletræsproduktion. Det skal gøres.

Der findes to metoder: Med håndsaks eller med en rækkegående maskine med bundklippehoved. Håndsaksen kan være manuel, men for professionelle er den ofte assisteret af trykluft eller batteridrift.

Nemmere at holde ren

En korrekt udført bundklipning gør det meget nemmere at renholde kulturen, da der efterfølgende kan sprøjtes med en rækkegående maskine, som kan komme helt ind til stammen. Samtidig bliver oparbejdningen væsentligt mere effektiv og dermed billigere. Og sidst - men ikke mindst - vil træerne præsentere sig betydeligt bedre for den kommende køber.

Metodevalget afhænger af adskillige forhold som terræn, kulturens størrelse, træernes størrelse og tilgængeligt maskineri.

Er der tale om indplantningskulturer eller kraftigt skrånende terræn, er maskinbundklipning ikke egnet og en håndklipning at foretrække. Det gælder også, hvis træernes størrelse er meget uens. Er kulturen ensartet og anlagt på nogenlunde flad markjord, er bundklipning med maskine at foretrække.

Mellem 10 og 15 pct.

Højden på en bundklipning skal være cirka 10-15 procent af det salgbare træs totalhøjde.

Således skal et 150-175 cm træ have en stab på cirka 15-20 cm.

Hvis bundklipningen er for høj kan det give problemer ved salg af små træer. Det kan løses ved, at bundklipningen foretages to gange, først cirka 15 cm og senere (i for eksempel år 7/8) 20-25 cm.

Håndbundklipning kan foretages fra 3. års alderen og frem. For maskinbundklipning er det et par år senere.

Den billigste metode til bundklipning er med en rækkegående maskine med bundklippehoved monteret. Metoden kan efterlade mindre stabe eller uafklippede grene, så træerne skal pudses af i forbindelse med oparbejdningen.

En håndklipning er dyrere, men efterlader træet mere færdigt, og træerne bliver her klippet individuelt, så stab-længden kan tilpasses det enkelte træ. Det er vigtigt at efterlade minimum to grenkranse.

Faktaark og videoer

Læs meget mere og se video-er om klipning og andre aktuelle opgaver på Skovdyrkernes hjemmeside www.skovdyrkerne.dk/dyrkningsaktuelt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle