Det har været en lidt stille uge for Jens Kjærulff, der har spillet med i Råvarespillet for LandbrugsAvisen.
"Jeg har købt yen. Den ligger vist nok et par procent under nu, og det svarer til, at jeg har tabt 10.000 -11.000 kr."
"Jeg havde en chance for gevinst i dollar, men jeg nåede ikke at få lagt om i tide. Til gengæld vendte jeg min dollarhandel i går og igen her til morgen."
Der er heller ikke sket ret meget på råvaresiden for Jens Kjærulff i den forløbne uge.
"Jeg ligger stadig på et plus på 10.000 kr. i korn. For raps er der ikke sket noget, og svinekød har jeg bare ladet køre," fortalte han lige før redaktionens slutning i onsdags.
Da lå han med et plus på 117.000 kr. på kontoen i det samlede spil.
Han er meget godt tilfreds med resultatet, selv om det ikke rækker til at komme med i kampen om præmierne i spillet.
"Det har været spændende, og jeg har da også lært lidt af det. Det har været en sjov ting i en kedelig vinter, men nu bliver det forår, og så er det også godt, at det slutter," siger Jens Kjærulff.