StackView er et nyt system til overvågning af korn eller andre afgrøder på planlagre eller kornsiloer.
"I mange tilfælde er det for dyrt at udvikle alene til landbruget. Men man kan overføre teknologi fra andre brancher til landbruget - det er det, jeg har gjort."
Det siger Niels Bjerre, der dels ejer Bjergegård med 50 hektar syd for Kolding, dels driver firmaet Care4Farm bl.a. med gyllealarmer på produktlisten. Nu kommer firmaet med ny teknologi til bedrift eller grovvare, nemlig systemet StackView, der overvåger temperaturen i korn eller andre afgrøder på planlagre eller i siloer.
"Cirka 25 procent af verdens afgrøder går tabt efter høst bl.a. som følge af forkert opbevaring. Temperaturen en af de vigtigste indikatorer for sundhedstilstanden," siger Niels Bjerre, der bl.a. har samarbejdet med Care4All.
Placerer sensorer
Hans løsning på at overvåge temperaturen i lagre og siloer handler om at placere et antal temperatursensorer, hvor man ønsker det i lageret. Det sker ved hjælp af en metallanse, hvor sensoren sættes på spidsen af lansen, og som slipper, når lansen trækkes tilbage.
Sensoren er forbundet med en basestation med en metalarmeret ledning, der samtidig bruges til at trække sensoren ud af kornet, når overvågningen er slut. Sensoren har en afrundet spids, er 14 millimeter i diameter og støbt ind i POM, der er et meget robust plastmateriale. De angiver temperaturen med 0,1 grads nøjagtighed.
"Man kan banke lansen ned i kornbunken med en hammer - og sensoren kan holde til det," forklarer Niels Bjerre og påpeger, at systemet hverken har batteri eller behov for kalibrering.
På en pc har man på forhånd indstillet den basestation, hvor ledningerne samles. Temperaturen indstilles til et interval, og der gives alarm via sms eller e-mail til pc og/eller mobiltelefon, uanset hvor man befinder sig, hvis intervallet overskrides for en eller flere sensorer.
Temperaturrapport
En vigtig facilitet består i, at man efter afslutning på overvågningen kan udprinte eller sende en kopi af alle de målte temperaturer i partiet. Dermed kan man sende partiet videre med en dokumentation for, at kornet har været forsvarligt opbevaret uden at tage varme, siger Niels Bjerre.
Alt efter behov kan StackView tilpasses kunden, hvad angår antal sensorer og længde på ledninger til sensorerne.