Tjen 25 kr. pr. hkg ved at sælge til husdyrbrug

Gå uden om grovvaren og del gevinsten i porten med køberen.

Skal man som lille kornproducent opnå den højeste pris, er den bedste løsning at sælge direkte til en lokal husdyrproducent uden om grovvaren. Det mener samtlige de adspurgte, LandbrugsAvisen har været i kontakt med.

»Det har altid været en god ide at handle direkte med en husdyrproducent, men i år er det en endnu bedre ide, da foderstofferne har hævet avancerne. Og den tendens fortsætter,« siger John Jensen, handelsrådgiver i Agromarket og LandboNord.

Ja, måske bliver det ligefrem normen fremover, mener han.

»Som hobbylandmand har du ingen købekraft. Du har ikke en chance for at opnå noget som helst hos foderstoffen. Til gengæld er der rigtig mange penge at hente, hvis du handler direkte med en husdyrproducent - både for ham og for dig. I kan jo dele forskellen mellem foderstoffens salgs- og købspris på korn, som måske er på hele 25 kr. pr. 100 kg. Det er en winwin-situation,« siger John Jensen.

Undgå dyre fradrag

Ved direkte handel med andre landmænd kan deltidslandmanden i mange tilfælde undgå de dyre fradrag, som måske løber helt op i 10-15 kr. pr. 100 kg. Eller i hvert fald minimere dem.

»16-17 procent vand betyder ikke noget for mange svineproducenter, der bare hælder kornet op i en silo,« lyder det fra markedsanalytiker og handelsrådgiver Palle Jakobsen fra agrocom.dk.

»Men det betyder meget for deltidslandmanden, hvis det munder ud i fradrag. Det samme gælder spiret korn, knækkede kerner og lav hollandsk vægt, som der er meget fokus på i dag. For svineproducenten betyder det ikke noget. Han tænker mest i næringsstofindhold og foderværdi, og er ofte indstillet på at afregne ton til ton.«

Palle Jakobsen er enig i, at direkte salg til husdyrproducenter er den bedste måde, en deltidslandmænd kan optimere sin salgspris på. For det er ikke smart at være afhængig af grovvaren.

»Der er typisk flere penge i det, end mange er klar over. Ud over at spare grovvarens transportudgifter frem og tilbage, deres håndteringsomkostninger og provenu - undgår man også de dyre fradrag.«

Også formanden for Danske Deltidslandmænd, Niels Pedersen Qvist fra Nordjylland, der driver et 50 hektar deltidslandbrug, anbefaler naboaftaler.

»Ud over at det økonomisk er en god ide, opnår man nogle positive sidegevinster ved at indlede et samarbejde med sin nabo. Snakken over naboskellet medfører ofte, at man kommer til at omgås og hjælpe hinanden mere. Og så er det, man nærmer sig det centrale - nemlig det gode liv på landet,« siger han.

Indkøbsklubber hvor flere landmænd går sammen om at sælge og købe varer er også geniale, mener han. Desværre dør mange af dem ud efterhånden, og det undrer ham. Måske er det, fordi de er baseret på frivillig arbejdskraft.

Også to handelsportaler på nettet, som formidlede salg og køb direkte mellem landmænd (www.korndating.dk og www.kornsalg.dk), er mere eller mindre gået i sig selv igen.

www.agromarket.dk

www.agrocom.dk

www.landbonord.dk

www.lf.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle