Det bliver efter al sandsynlig Torben Hansen, formand i LandboCentrum, der bliver ny formand i fusionen mellem LandboSjælland, LandboCentrum og Susålandets Landboforening. I de sidste måneder har Torben Hansen ledet forhandlingerne mellem de tre landboforeninger, og for en måned siden trak han sit kandidatur som viceformand i Dansk Landbrug tilbage.
"Hvis de kan bruge mig, så stiller jeg mig til rådighed som formand, men i sidste ende er det en bestyrelsesbeslutning, og jeg tager ingenting for givet," siger Torben Hansen.
Svend Erik Eriksen, formand for LandboSjælland, regner dog med, at det bliver Torben Hansen der bliver formand for den ny forening.
"Ja det bliver formodentlig ham, men vi prøver at køre det meget tæt med en formand og så to viceformænd, så vi signalerer, at vi er en treenighed," siger Svend Erik Eriksen.
Den kommende forenings bestyrelse, hvis altså fusionen bliver godkendt ved de ekstraordinære generalforsamlinger 9. 10. og 11. oktober, kommer til at bestå af 18 personer.