Tre spørgsmål til Maria Reumert Gjerding

Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer overraskede mange med det nye natur- og landbrugsudspil. At de to organisationer gør fælles sag har bestemt ikke været kutyme i mange år. DN’s præsident Maria Reumert Gjerding forklarer, hvorfor isen nu er brudt.

Der har længe været en hård tone mellem DN og landbruget. Hvorfor vil I nu gerne samarbejde med L&F på så vigtige områder?

Siden jeg blev valgt, har jeg brugt meget tid på at rejse rundt i Danmark og tale med landmændene og har haft gode snakke med mange landmænd og landbrugets organisationer. Og min klare oplevelse er, at der er meget, som samler os. Landmændene er jo også bekymret for vores klima, og de deler den samme kærlighed til naturen, som jeg har. Men landmænd har naturligvis også en bundlinje, og det hele skal hænge sammen. Det har jeg en stor forståelse for.

Hvorfor er det vigtigt, at DN laver udspil sammen med L&F?

Jeg er slet ikke i tvivl om, at de største resultater nås igennem samarbejde. Og dette udspil viser jo meget klart, hvad perspektiverne er for begge vores organisationer. At når vi sætter os sammen med en vilje til at finde fælles løsninger, så kan vi skabe store resultater, hvor alle parter vinder. For natur og landbrug behøver jo ikke at være hinandens modsætninger. Tværtimod.

Kan det her udspil være begyndelsen på en ny forståelse mellem landbruget og DN?

Jeg er overbevist om, at det her fælles initiativ ikke er det sidste. Vi har en fælles erkendelse af, at vi skal styrke samarbejdet mellem vores organisationer, både når vi er enige og uenige. Det samarbejde glæder vi os meget til at udvikle og styrke over de næste mange år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle