Landboforeningen Limfjorden frygter, at mange landmænd ikke er så heldige, at de selv kan bestemme, om de vil stoppe.
»Det piner mig, at drømmen om en tilværelse som kvæglandmand brister for så ung en landmand - et af mine medlemmer i landboforeningen,« siger Claus Clausen, formand for Landboforeningen Limfjord, hvor Hans Peter Jokumsen er bestyrelsesmedlem.
Claus Clausen er ikke mindst bekymret, fordi ophøret af en produktion rammer dobbelt. Produktionspotentialet i området bliver mindre i det, der betegnes som Udkantsdanmark, hvor man er meget afhængige af landbrugsrelaterede arbejdspladser.
»Det er skidt for erhvervet som helhed, når landmænd forsvinder fra den unge ende af. Hvis det kan være et lille lyspunkt i mørket, så er Hans Peter Jokumsen i den heldige situation, at han selv har kunnet træffe beslutningen og kan komme fra gården uden skrammer,« tilføjer Claus Clausen.
Sidder i saksen
Claus Clausen frygter, at der venter nogle hårde tider, hvor det langtfra er sikkert, at landmænd kan komme fra deres landbrug på samme gode måde.
»Mange landmænd, som har købt og investeret i forventning om rentabelt landbrug, sidder i saksen. De har ingen mulighed for at stoppe, men er tvunget til at fortsætte til de bliver stoppet af konkurs,« tilføjer Claus Clausen, der er bange for, at det bliver næste skridt fra pengeinstitutter og realkreditinstitutioner.
Vandplanerne giver ekstra udfordringer, medgiver Claus Clausen og hentyder til, at Hans Peter Jokumsen med disse planer har oplevet endnu en stopklods for sine fremtidsplaner.
»Uanset hvordan planerne kommer til at se ud, bliver der stramninger,« fastslår Claus Clausen og fortsætter:
»Når nogle stopper, kan andre måske leje eller købe den jord, som frigives og opretholde deres egen produktion, men alt i alt går det ud over den samlede landbrugsproduktion.«
Den fastlåste økonomiske situation og pengeverdenens forsigtighed på udlånsfronten betyder ifølge Claus Clausen også, at generationsskifterne er gået i stå. Det betyder igen et fald i den samlede produktion, en skidt udvikling for både erhvervet og samfundet.
»Der er ikke noget, vi kan gøre ved det lige nu,« tilføjer han.