Trods historisk lav kødpris: Ung landmand gør plads til flere slagtekalve

Allan Bech Sørensen har over de seneste måneder investeret i flere pladser til slagtekalve. Prisen på okse- og kalvekød skal nok komme op igen, mener han.

Selv om prisen for okse- og kalvekød til producenterne er historisk lav, er der optimisme og gang i byggeriet.

Det er 24-årige Allan Bech Sørensen, Munkegaard ved Ribe, et bevis på.

Siden nytår har han investeret 100.000 kroner i flere pladser til slagtekalve og forventer i år at sende 500 kalve, ungtyre og kvier til Danish Crown.

Den unge kalveproducent har hænderne skruet godt på og har kunnet lave en del af udvidelserne og moderniseringerne selv.

»Selvfølgelig betyder det noget, at jeg kan bygge en del selv og holde omkostningerne nede. Men jeg tror også på, at vi får mere for kalvekødet igen, ikke mindst fordi svinekødet er steget så meget i pris på det seneste«, lyder Allan Bech Sørensens vurdering.

Hårdt frem til høst

Den historisk lave pris for okse- og kalvekød har betydet, at kalveproducenten fra Ribe en overgang ikke satte så mange kalve ind, som han egentlig ville.

Beslutningen blev dog omstødt, da byggeriet af flere pladser blev sat i værk, også selv om især de kommende måneder bliver ekstra hårde.

»Vi køber dyrt foder til kalvene og oveni kommer udgifter til markbruget til såsæd, gødning, planteværn og maskinarbejde. Det tærer på likviditeten«, fortæller Allan Bech Sørensen.

Når han spørger Danish Crown om udsigten til noteringsstigninger, klapper slagteriet i.

»Men jeg tror på, at det nok skal komme igen. Eller ville jeg jo heller ikke kaste flere penge efter kalvene«, siger Allan Bech Sørensen.

Lettere at passe flere

Allans investeringer er primært gået til flere pladser til de yngste kalve. Han har investeret i hytter til samlet set 65 spædkalve og kan med tilfredshed konstatere, at nybyggeriet også gør det hurtigere og lettere at passe kalve.

Den unge kalveproducent køber kalve hos faste leverandører og er også fast gæst på det nærliggende Brørup Marked. Indtil videre har han fedet kalve og ungdyr færdige til flere kategorier, men fremover vil han ensrette produktionen mere efter Danish Crowns Dansk Kalv koncept samt opdræt af kødkvægskvier.

»Når en Dansk Kalv er 1.000 kr. mere værd til slagtning end en tilsvarende kalv, som sælges som ungtyr, er valget ikke så svært«, mener Allan Bech Sørensen, som i år vil øge fra 180 til 250 Dansk Kalv.

På samme vis vil han gerne øge andelen af kvier, både kødkvægskvier og krydsninger mellem holstein og blåkvæg.

»De kan æde en del billigt grovfoder og er lette at passe. En fin forretning«, melder Allan Bech Sørensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle