Trods tvivl om lovgrundlag: Fuld kraft frem

Det bekymrede ikke chefen for Den Nationale Operative Stab, at der manglede lovhjemmel.

Selv om chefen for Den Nationale Operative Stab, Uffe Stormly, kendte til manglende lovhjemmel til at aflive raske mink, fandt han ikke anledning til at nævne forbeholdet i sine instrukser til politienheder og myndigheder rundt i landet i november 2020.

Det fremgik torsdag af flere mødereferater, der under afhøringen af Uffe Stormly blev fremlagt i Granskningskommissionen, der undersøger forløbet om aflivningen af alle mink.

På et møde, der foregik blot tre timer efter, at Uffe Stormly var blevet gjort bekendt med den manglende lovhjemmel, orienterede han sine medarbejdere og de mange politikredse om mink-indsatsen.

Helt præcist stod der i referatet: ’SC (stabschefen, red.) orienterede om, at det har højeste prioritet, at operationen vedrørende aflivning af al mink i Danmark gennemføres, og at der politisk er et ønske om, at dette effektueres inden for 10 dage’.

Han fandt dog ikke anledning til at nævne lovudfordringen i sine instrukser.

»Jeg havde fået at vide inden mødet, at der blev lagt op til et hastelovforslag«, forklarede Uffe Stormly i Granskningskommissionen og fortsatte:

»Jeg havde tillid til, at det nok skulle komme på plads, før vi nåede til af aflive mink i zone 3«, forklarede han.

 

Godkendte formulering

Uffe Stormly spillede som chef for NOSTen en central rolle i forløbet. Han forklarede under sin afhøring også, at han mellem to møder hurtigt godkendte formuleringerne i de såkaldte action cards, der indeholdt en meget problematisk formulering.

Actioncardet var en slags manuskript, som 60 politielever blev sat til at bruge, da de skulle bistå Fødevarestyrelsen med at kontakte minkavlere for at høre, om de ville lade en myndighedsperson komme ind på farmene for at optælle besætning.

Imidlertid udløste et nej fra minkavlerne et svar, der ikke var grundlag for i loven:

’Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde (...) at du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel.’

Uffe Stormly kaldte formuleringen uheldig og forklarede, at intentionen var at formidle budskabet om en tempobonus.

»Der skulle vi have været bedre til at formulere os«, sagde han.

Faktaboks

Lyt til landbruget

  • Lyt til podcasten ’Minkkommissionen’, som vi udgiver næste gang onsdag kl. 15. 
  • Her går tæt på forløbet om politiets problematiske actioncards.
  • Find podcasten på din foretrukne podcast-afspiller. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle