Tuborgh: Jeg frygter endnu lavere priser

Arla tager markedsandele og klarer sig godt. Men markedet er giftigt, mælkeprisen er under smertegrænsen - og Peder Tuborgh tror, at den skal længere ned, før det vender.

Der var faktisk kun ét spørgsmål, de ville have svar på, de over 400 andelshavere, rådgivere og bankfolk, der tirsdag var mødt op i Herning:

»Hvornår vender mælkeprisen?«

Men netop dét spørgsmål var et af de få, som Arla-boss Peder Tuborgh ikke besvarede under det tre timer lange andelshavermøde med 400 deltagere.

»Den mælkepris, som vi og alle andre også har, er ikke en fair pris. Jeg og hele ledelsen og alle medarbejdere er smerteligt bevidste om, at det ikke er en pris, I kan leve af,« lød indledningen efterfulgt af det tætteste, landmændene kom på en prisforudsigelse:

»Der er lidt større sandsynlighed for, at vi efter sommeren skal have et nøk mere nedad, end at vi får et nøk opad.«

Peder Tuborgh pointerede, at Arla Foods klarer sig godt på verdensmarkederne med stigninger i salget af varemærker, øget eksport ud af Europa samt øgede effektiviseringer.

»Vi står godt i markedet og faktisk bedre, end vi har gjort længe. Men mængden af mælk til rådighed i markedet og efterspørgslen driller hinanden ualmindeligt,« konstaterede mejeridirektøren.

Økomælk i sit helt eget marked

Mandagens forhøjelse af økotillægget med 22,4 øre var et af de tilbagevendende emner i spørgsmålene.

»Vi har knap 800 mio. liter økomælk i hele Arla, og der er lige nu udsolgt på alle hylder,« fortalte han.

»Vi har sat priserne op på økologi flere forskellige steder i foråret. Jeg vil ikke sige hvor meget, men det var ret markant endda. Og vi kommer også til at sætte priserne op i de kommende måneder. Der er kamp lige nu ude på markederne, og det sætter sig i priserne,« forklarede Arla-bossen og pointerede, at økomælkens priser altså kører sit helt eget løb i forhold til den konventionelle mælks dyk.

Arla-bossen afviste kategorisk at skulle forholde sig til en regulering af mælkemængden fra andelshaverne. Heller ikke ønsket om prisforudsigelser længere frem blev efterkommet af direktøren.

»Vi laver ikke længere budgetter på mælkeprisen, for vi har ligesom alle andre gættet helt vildt forkert de seneste mange år. Jeg forstår godt, at det er dybt utilfredsstillende. Men det er sådan, det er.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle