Tulip bruger ikke kun dansk kød

Når Tulips forædlingsfabrikker i Tyskland producerer danske pølser og bacon, så er der ikke nogen garanti for, at det er andelshavernes kød i produktet.

Hos Tulips nye forædlingsvirksomhed Nietfeld i tyske Dinklage er der ingen garanti for, at der kommer dansk kød i produkterne.

Hvis kødet kan købes billigere hos konkurrenterne, så bliver det købt der, mens Danish Crown i stedet afsætter det danske svinekød dyrere på andre markeder.

"Vi køber hos alle de store spillere," siger adm. direktør Frank Dabbart og nikker ja til, at Tulip-koncernen også handler med Danish Crowns hovedkonkurrenter Vion og Tönnies Fleisch.

Samme melding lyder fra Tulips forædlingsfabrik i Oldenburg, hvor der bliver produceret pølser, bacon og pålæg hovedsageligt til det danske marked.

"Det er et stort mix, og det skifter fra uge til uge. Nogle uger køber vi store mængder fra Danish Crown og mindre i andre," forklarer fabriksdirektør Walter Breitenbrach, som også gerne handler med konkurrenter som Tönnies, Vion og Westfleisch.

Ifølge Breitenbach handler den tyske Tulip-fabrik på helt samme vilkår, som Tulips andre fabrikker i bl.a. Danmark - og er med et armslængde-princip forpligtiget til at købe kødet der, hvor den bedste handel ligger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle