Tulip forventer at holde rekordoverskud

Trods galopperende omkostninger i et mere usikkert marked end nogensinde så forventer Tulip at gentage rekordoverskud på kvart mia. kr. igen i år.

Efter et flot første halvår stiler Tulip mod at gentage sidste års rekordoverskud på 266 mio. kr. efter skat.

Galopperende råvarepriser truer ellers indtjeningen i forædlingsselskabet i de kommende måneder.

»Første halvår var fint med en fremgang i forhold til budgettet og sidste års resultat. Vi har haft organisk vækst på et par procent med god udvikling i nordeuropæiske markeder som Danmark og Sverige. I Sydeuropa har vi mærket recessionen. Til gengæld har vi haft vækst på oversøiske markeder fra USA i vest til Japan i øst på konserves og salami,« siger Tulips adm. direktør, Flemming Enevoldsen.

Samlet set forventer han, at Tulip rammer sidste års rekordoverskud på 266 mio. kr. inden for nogle få mio. kr.

Fremgangen i regnskabsårets første seks måneder udfordres i de kommende måneder af store stigninger på omkostningerne.

I den seneste tid har svineafregningen været støt stigende til baglandet af svine- og oksekødproducenter i Danish Crown-koncernen. Men det er ikke kun stigende afregningspriser på oksekød og svinekød i hele Europa, som tynger omkostningerne på Tulips kødfabrikker.

Priserne på transport, emballage, lammetarme til pølser er også steget.

»Det gælder også krydderier, løg og hvad vi ellers bruger. For nogle produkter har det været voldsomme prisstigninger. Kalkun er steget 40 pct. Vi har behov for at få hævet vores priser, hvilket der en stigende forståelse for hos detailhandlen,« siger han.

Tager tid at hæve prisen

Problemet for Tulip er dog, at mens råvarepriserne svinger fra time til time, så tager det flere måneder at få prisen op på produkterne i butikkerne.

»Landmanden bliver afregnet for svin på ugebasis. Når vi køber ind hos DC eller andre, så gør vi det på månedspriser. Når vi skal sælge varerne til detailhandlen, så aftaler man priser flere måneder ad gangen. Derfor er der en forsinkelseseffekt,« siger Flemming Enevoldsen.

»Jeg håber, vi kan klare det sådan, at vi får det mindre i andet halvår, som vi har været foran i første halvår. Jeg håber ikke, at det er nogen katastrofe. Men usikkerheden er større end nogensinde. Tiderne har aldrig været mere ustabile. Nu kan du se, hvordan olien faldt hurtigt i sidste uge efter en lang tids øgning. Det skyldes, at råvarerne er mere baseret på spekulation end reelt marked. Det betyder nogle uforudsigelige bevægelser,« siger han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle