Interessen for økologi er usvækket i Tyskland, men markedet er meget forskelligt fra det danske, siger Hinrich Jürgensen, en af pionererne inden for økologien og var meget aktiv som økologisk mælkeproducent og formand for det tyske mindretals landboforening. I dag er han forretningsfører i Biocentrum, som eksporterer økologisk korn og grønsager.
"Kulturen er anderledes i Tyskland. Der er stadig mange hjemmegående husmødre, som har tid til at handle i de såkaldt bioläden, på markeder og i gårdbutikker. Hvor vi i Danmark har tradition for at købe ind i et stort center, råhygger tyskerne sig ved at køre ud på landet og handle lokalt," siger Hinrich Jürgensen.
"Vi har i vores eksportselskab ikke mærket tilbagegang i handlen med korn og grønsager til industrien i Tyskland. Selvfølgelig er der svingninger i omsætningen, men mange af varerne som for eksempel frosne ærter eksporteres videre efter forarbejdning til andre lande. Så interessen for økologi er stigende," siger han.
"Vi danskere er bedre gearet til at sælge via supermarkeder, og det er nok der, der skal gøres en indsats, hvis vi skal sælge mere økologi til Tyskland. Mange tyskere har spurgt mig om, hvorfor økologi er blevet en så stor succes i Danmark, og mit svar er, at vi via supermarkedskæderne har fået fat i de almindelige forbrugere og fået gjort økologi til en del af dagligdagen," siger Hinrich Jürgensen.
"Men at komme ind i de tyske supermarkeder kræver en stor indsats ¿ og ikke mindst størrelse," siger Hinrich Jürgensen.