Tyskland støtter velfærd med mio.

Nyt tysk tiltag med støtte til dyrevelfærd i svinestaldene kan understøtte den danske eksport af smågrise. Hos Danske Svineproducenter ser direktør Hans Aarestrup spændende muligheder med ordningen, der indføres i 2015.

Initiative Tierwohl. Danske svineproducenter kan lige så godt vænne sig til begrebet.

Initiative Tierwohl er, som navnet antyder, et initiativ, som skal sætte dyrevelfærd højt på dagsordenen. Bag initiativet står en række tyske brancheorganisationer, slagterier og store dele af den tyske detailhandel med giganter som Lidl, Aldi og Metro i spidsen.

Selv om det er en tysk ordning, så får den stor betydning for danske svineproducenter, der kan få andel i den fond, som oprettes for at belønne de producenter, der har grise som får gavn af dyrevelfærdstiltag som rodematerialer, ekstra plads, fire ugers fravænning og UK-løbeafdeling.

»Vi har fået bekræftet, at ordningen er godkendt af de tyske konkurrencemyndigheder. Som ordningen ser ud nu, så kan de danske producenter få andel i pengene fra fonden,« fastslår Hans Aarestrup, direktør i Danske Svineproducenter.

Den nævnte fond forventes at blive fyldt med op mod 100 mio. euro (ca. 750 mio. danske kr.) årligt. Det sker ved, at hvert kilo svinekød, som sælges ved køledisken, bliver pålagt en lille afgift på cirka 30 øre og overføres til fonden. Pengene overføres efterfølgende til producenterne.

Store tillæg at opnå

Det er særligt de danske UK-producenter, der har udsigt til at blive godt honoreret for deres produktion. Alene en løbeafdeling, der følger standarderne for UK-produktion, har udsigt til en merpris på 1,4 euro (10,40 kr.) pr. leveret smågris til de tyske slagtesvineproducenter. Grovfoder i form af f.eks. halm eller ensilage giver 0,9 euro (6,70 kr.), mens fire ugers fravænning belønnes med en euro (7,45 kr.). Der gives også tillæg for mere plads til grisene og hele to euro (14,90 kr.) for løsgående søer i farestierne.

»Det er en rigtig interessant og spændende ordning, tyskerne har søsat. Ordningen kan honorere de danske svineproducenter, som kan få betalt nogle af de ekstra udgifter, som de har haft med staldindretning, fordi vi har særlige regler i Danmark. Derved får vi mulighed for at vise de danske politikere, at det koster at have stalde med ekstra dyrevelfærdstiltag,« siger Hans Aarestrup.

Mindre efterspørgsel

I starten af 2015 igangsættes ordningen for i første omgang slagtesvineproducenter. I midten af 2015 følger soholdene. Indførelsen af ordningen bliver interessant at følge, vurderer Hans Aarestrup.

»I første omgang vil der ske det, at de tyske slagtesvineproducenter sænker deres belægning, fordi de opnår et stort tilskud for at have færre grise i stierne. Det vil give mindre efterspørgsel på de danske 30 kgs-grise,« siger han.

Han forventer, at den gennemsnitlige danske svineproducent, der kommer med i ordningen, vil blive belønnet med et tillæg i omegnen af tre-fire euro pr. smågris. Men der er fortsat risiko for, at der kan komme grus i maskineriet for ordningen - på sigt.

»De polske producenter kan godt tænkes at ville anklage ordningen for at være konkurrenceforvridende, men det er også spændende at se, om systemet kan holde til, at mange af midlerne fra fonden vil blive sendt til Danmark og Holland, fordi man her har en høj dyrevelfærd,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle