NaturErhverstyrelsen mangler mandskab, og udbetalingen af økologitilskud trækker længe ud.
Næsten hver anden økolog må vente på at få udbetalt sit økologiske arealtilskud til efter marts. Og først til juli kan alle regne med at have fået pengene ind på kontoen. Sådan ser planen for udbetaling af støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet ud.
Også når det gælder udbetaling af støtte til pleje af natur- og græsarealer er pengene forsinkede.
Det bekymrer Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion, at danske økologer skal vente så længe på at få støtten sat ind på kontoen.
»Det er godt nok sent at få pengene, når vækståret næsten er gået. Vi kunne godt håbe på en mere ambitiøs målsætning for udbetaling næste år,« siger han.
Han peger på, at der har været tradition for, at økologerne fik økologistøtten samtidig med enkeltbetalingen, så de kalkulerer med at have dem til rådighed der.
Hans Erik Jørgensen har derfor sendt et brev til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om problemet.
Esben Lunde Larsen erkender, at der er udfordringer med udbetalingerne under visse ordninger under landdistriktspuljen.
»Jeg forstår til fulde, at det fører til frustrationer. Derfor har jeg bedt om, at der afrapporteres direkte til mig fra NaturErhvervstyrelsen på faste møder i forhold til, hvordan det går med sagsbehandlingen og udbetalingerne,« siger han.
Godt med
Han mener dog, der er fuldstændigt styr på sagsbehandlingen og udbetalingen af landbrugsstøtten. 92,5 procent af grundbetalingen blev udbetalt på første udbetalingsdag i december, påpeger ministeren.
»Vi er altså godt med, men det er centralt for mig, at landmænd og andre brugere af ordningerne bliver løbende orienteret om status. Og det er selvfølgelig afgørende, at sagsbehandlingen følger den udmeldte plan,« siger han.
Problemerne med sen udbetaling skyldes bl.a. mangel på personale i forbindelse med NaturErhvervstyrelsens udflytning til Augustenborg, og derfor er det ikke muligt at stramme udbetalingsplanen op.
Hans Erik Jørgensen glæder sig over, at ministeren tager sagen alvorligt.
»Vi vil fortsat presse på for at få skub i årets udbetalinger og mere ambitiøse udbetalingsmål for de kommende ansøgningsrunder,« siger han.
Faktaboks
Status for udbetaling af landbrugsstøtte
- Økologisk arealtilskud er stærkt forsinket: 25 procent udbetalt inden årsskiftet og 55 procent inden 1. marts. Resten inden 1. juli
- Pleje af græs- og naturarealer: 65 procent er udbetalt ved årsskiftet. 89 procent vil være udbetalt 1. marts og resten 1. juli
- Grundbetaling når målene: 92,5 procent blev udbetalt på første udbetalingsdag i december. 97 procent udbetalt 1. februar