Udlændinge kan afbøde krise

Udenlandsk arbejdskraft forstærker ikke en eventuel konjunkturnedgang, lyder det i økonomisk analyse.

I højkonjunktur kan det være farligt at lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft, fordi det kan betyde store negative konsekvenser, når konjunkturen vender.

Sådan lyder argumentet fra både Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF), når de skal forklare, hvorfor reglerne for udenlandsk arbejdskraft ikke skal lempes.

Men ny rapport fra analysehuset Axcelfuture viser, at udenlandsk arbejdskraft faktisk kan være med til at udjævne økonomiske udsving.

Det skyldes, at antallet af erhvervsrettede indvandrere - dvs. invandrede, der kommer for at arbejde - der kommer til landet, daler, når beskæftigelsen falder.

»De erhvervsrettede indvandrede er en fleksibel gruppe, der kommer hertil, når der er arbejde at få og rejser igen, når det modsatte er tilfældet«, siger seniorøkonom Jens Hjarsbech, der står bag Axcelfutures rapport.

Det viser tal fra finanskrisen, hvor den erhvervsrettede indvandring steg til og med 2008, hvor efter den faldt i 2009.

Det Økonomiske Råd fremlagde desuden sidste år en rapport, hvor det beskrives, hvordan udenlandsk arbejdskraft bidrager til, at pres på lønninger ikke ødelægger et konjunkturopsving, ligesom udenlandsk arbejdskraft heller ikke fører til eller forstærker en efterfølgende lavkonjunktur.

Debatterne skal skilles ad

I Axcelfutures rapport fremlægges en række konkrete forslag til at fjerne nogle af de snubletråde, der kan afholde kvalificeret arbejdskraft i at finde vej til landet. Det er blandt andet at fjerne unødvendige bureaukratiske udfordringer, samt at indføre målrettede tiltag for at tiltrække højtuddannede og fastholde udenlandske studerende i Danmark.

»Der er generelt velvilje i regeringen til at arbejde med vores forslag, men vi er klar over, at det ikke er alle, der jubler over dem. Navnlig på grund af den igangværende debat om indvandring, og det er en ærgerlig tendens,« forklarer Jens Hjarsbech.

Han er bekymret for de argumenter politikere, som Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl bruger til at gå imod forslagene til at skaffe udenlandsk arbejdskraft

»Det er vigtigt, vi ikke blander tingene sammen. Der sker en mere eller mindre bevidst sammenblanding af debatten om indvandring og den om kvalificeret arbejdskraft. De, der kommer hertil for at arbejde, er altså en nettogevinst i statskassen. Kan vi gøre det mere smertefrit for dem at bo og arbejde i landet, vinder vi alle på det. Det gælder også, når vi ser på integration,« er seniorøkonomens argument.

Faktaboks

Axcelfutures formål:

  • Skabe viden om investeringsklimaet i Danmark.
  • Komme med forslag til, hvordan man kan forbedre rammerne for investeringer i landet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle