Tre landboformænd i Landbrug & Fødevarers Region Syd vil ind og gøre en forskel i L&Fs primærbestyrelse.
Ingen har givet udtryk for planer om at udfordre L&Fs formandskab på valg, Martin Merrild og viceformand Lars Hvidtfeldt, på delegeretmødet.
Delegeretmødets mest spændende valghandlinger knytter sig i år derfor til de regionalt og fritvalgte repræsentanter i Primærbestyrelsen.
Regionerne
De fire landboforeningsregioner er pt. repræsenteret af Povl Fritzner, Østlige Øer; Claus Christensen, Region Syd; Finn Pedersen, Region Midt og Niels Vestergaard Salling, Region Nord. Alle er efter LandbrugsAvisens oplysninger parate til at fortsætte.
Claus Christensen, Region Syd, udfordres imidlertid af Mogens Dall, formand for LandboSyd. Ved redaktionens slutning havde Region Nord, hvor LandboNord og AgriNord for tiden kriges, endnu ikke holdt formøde til delegeretmødet. På forhånd har meldingerne været, at det politiske samarbejde holdes fri af bataljerne.
Fire frit valgte
De fire frit valgte i L&Fs primærbestyrelse er pt.: Henrik Frandsen, Sønderjysk Lbf., Jens Ejner Christensen, Vejle-Fredericia Lbf., Kristian Gade, Holstebro-Struer Lbf. og Henrik Dalgaard Christensen, AgriNord.
De to førstnævnte træder ud af Primærbestyrelsen. Tre erklærede nye kandidater er: Mogens Dall, LandboSyd, Torben Povlsen, næstformand i Centrovice, og Christian Lund, Sønderjysk Lbf.