Udsigt til rekordhøst i majs på verdensplan

Forventningerne til verdens samlede majshøst steg markant i maj.

Udsigterne til verdens majshøst har forbedret sig markant den seneste måned, og der er nu udsigt til ny rekordhøst.

I slutningen af april vurderede International Grains Council (IGC), at verdens majshøst vil blive 809 mio. ton, men i slutningen af maj var denne forventning vokset til 822 mio. ton. Det svarer til en stigning på 1,6 procent, men det er vel at mærke på bare en måned, og et større udsving end man normalt ser på den tid.

Ud over at være 13 mio. ton mere end forventet for en måned siden, er det 15 mio. ton mere end sidste års rekordhøst af majs. Det er ikke mindst udsigterne til rekordhøst i USA, der hæver forventningerne.

Lille plus på hvede

Også forventningerne til hvedehøsten har rettet sig ¿ dog med beskedne to mio. ton den seneste måned. Dermed når IGC frem til en hvedehøst på 660 mio. ton i 2010, hvilket er 16 mio. ton mindre end i 2009.

Den samlede kornhøst, det vil sige hvede, majs og andre kornarter bortset fra ris (coarse grains), skulle så gå hen og blive 1.777 mio. ton. Det er syv mio. ton dårligere end sidste år og 19 mio. ton dårligere end i 2008, men det balancerer lige akkurat med det forventede forbrug. Dermed krydser man en vigtig grænse, for i prognosen for en måned siden ville forbruget være syv mio. ton større end produktionen, og der var udsigt til vigende lagre.

Ikke til flere dages forbrug

Ser man korn over en kam, forbliver lagrene intakte, men går man ind i de enkelte arter, får man øje på udsving. Hvedelagrene vil vokse med seks mio. ton, mens majslagrene trods rekordhøsten vil falde med fire mio. ton.

Efterspørgslen efter majs er nemlig også røget i vejret. Dels fordi efterspørgslen efter fodermajs er vokset i Asien og Latinamerika, dels fordi efterspørgslen efter industrimajs til blandt andet bioethanol vokser. Ifølge prognoserne med fire procent.

Derfor vil der, på trods af en forventet større høst end for en måned siden, ikke være korn til flere dages forbrug end for en måned siden. Ser man korn over en kam, ventes der at blive lagre til 81 dages forbrug.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle