Udsigt til stigende svinepris i 2021

Udrulning af corona-vacciner i Europa og fald i EU-slagtninger må forventes at styrke svineprisen i 2021. Men stigende kinesisk svineproduktion og medfølgende fald i efterspørgslen fra Kina kan trække den anden vej.

Af Karsten Flemin, L&F

Traditionelt er der pres på de europæiske svinepriser her i januar måned. Mange overgående slagtesvin fra jul og nytår skal slagtes i denne måned, og efterspørgslen efter grisekød er normalt ganske afdæmpet.

Men her i de første uger af året melder de europæiske slagterier om en stabil markedssituation for grisekød på det europæiske marked. En stor eksport af grisekød fra Europa til Kina er med til at stabilisere markedet i disse uger.

Udrulning af corona- vaccine vil gavne efterspørgslen i foråret

Fremadrettet i foråret er der traditionelt udsigt til stigende svinepriser på det europæiske marked. Dette i takt med, at slagtningerne normalt sæsonmæssigt falder, samtidig med at efterspørgslen efter grisekød får et løft med udsigt til grillsæson.

I år kan tendensen mod en bedre efterspørgsel i løbet af foråret forhåbentlig yderligere forstærkes, efterhånden som coronavaccinerne for alvor udrulles i Europa, og de lukkede dele af samfundsøkonomien igen åbnes.

Efterspørgslen fra den europæiske foodservicesektor er således på et minimum i disse uger, hvor store dele af samfundet er lukket ned på grund af coronarestriktioner.

Fald i EU-slagtninger af svin fra 2. halvår

Ud over det normale sæsonmæssige fald i slagtningerne af svin i Europa i foråret og sommeren er der også udsigt til, at de samlede slagtninger i EU fra 2. halvår vil ligge under året før.

Den nuværende dårlige økonomi for produktionen af smågrise har betydet stigende slagtninger af søer i Europa siden september måned. Dette vil slå igennem i form af et lavere europæisk udbud af smågrise fra foråret og et fald i slagtningerne af slagtesvin fra sommeren 2021.

Den nyligt offentliggjorte tyske svinetælling fra november viste da også et fald i antallet af drægtige søer på mere end 5 pct. Et fald, der formentlig kun er blevet forstærket siden.

I løbet af februar måned vil der blive offentliggjort nye svinetællinger (december svinetælling) for de øvrige EU-lande. Resultaterne af disse skal blive spændende at følge. For langt hovedparten af landene kan der forventes tilbagegang i bestanden af søer, om end tilbagegangen må forventes at blive mindre end for Tyskland, som lider under følgerne af afrikansk svinepest.

Fald i efterspørgslen fra Kina?

Øget efterspørgsel fra foodservice og et fald i EU-slagtninger trækker således i retning af en stigende svinepris i 2021. Men et muligt fald i den nuværende gode kinesiske efterspørgsel kan trække i modsat retning.

En voldsom stigning i den kinesiske import af grisekød i de seneste to år betyder, at mere end 10 pct. af alt produceret grisekød i EU i dag ender i Kina. Dette giver en stor afhængighed af udviklingen i Kina.

Det er meget blandede meldinger, der kommer angående produktionsudviklingen og importbehovet i Kina.

Analyseinstituttet Gira og det amerikanske landbrugsministerium USDA tror på kun mindre ændringer i den kinesisk import af grisekød i 2021. Og at det vil tage mange år at genopbygge den kinesiske svineproduktion. Modsat melder de kinesiske myndigheder om en hurtig genopbygning af produktionen og en kinesisk svinebestand, der allerede nu er på 90 pct. af det normale niveau.

Det ser fornuftigt ud med svineprisen i 2021

Så selv om eksporten af grisekød til Kina er rigtig god i disse uger, skal vi nok indstille os på, at 2021 kan betyde et fald i efterspørgslen fra Kina og lavere priser på eksporten.

Heldigvis vil et sådant fald i den kinesiske efterspørgsel så komme på et tidspunkt, hvor der er udsigt til en bedre efterspørgsel og lavere produktion af grisekød i EU.

Så alt i alt ser udsigterne for svineprisen i 2021 ikke så skidt ud endda. Og får vi ikke et fald i den kinesiske efterspørgsel, ser det overordentligt fornuftigt ud med svineprisen i 2021.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle