Udvikler crown crusher i nyt selskab

Projektet er lovende, men kan ikke erstatte sprøjtemidler 100 pct.

Et nyt selskab, hvor Henning Thybo er med »for at hjælpe med at få det til at fungere i virkeligheden«, skal udvikle en aftopper, eller rettere en »vækstpunkt knuser« til kartoffelmarker. Formaliteterne kom på plads i foråret, og det sker i et samarbejde med maskinfabrikken Fasterholt, opfinderen Michael Stolberg-Rohr og Henning Thybo. Der er stor opmærksomhed om »vækstpunkt knuseren«, kaldet crown crusher, efter et truende forbud mod Reglone til nedvisning.

»Den skal udvikles. Vi skal lave nogle flere justeringsmuligheder, og vi skal have nogle akshævere, som leder stænglerne bedre hen til knivene, der skærer dem af«, siger han.

Metoden kan endnu ikke afløse sprøjtemidler helt.

»På landsplan kan man måske nedvisne 10-20 procent med crown crusher. Herhjemme vil vi bruge den mere, forhåbentlig 25 ud af 30 hektar læggekartofler. Den dur til visse sorter, men det koster noget. Den laver også skader på nogle af kartoflerne, og giver noget spild. I lægge- og spisekartofler går det ikke med skader«, siger han.

Udviklingen sker forventeligt med tilskud fra udviklingsprogrammet GUDP. Det giver nogle meget stive rammer, synes Henning Thybo.

»Jeg har ikke tålmodighed til selv at lave ansøgningerne. Det er ikke for folk, der kun har gået 12 år i skole«.

Henning Thybo mener heller ikke, at processen egner sig til udvikling.

»Man skal ind og beskrive meget nøje, og så kan man ikke ændre bagefter. Det er unaturligt, for når man udvikler, skal man jo lave om hele tiden for at komme i mål«.

Han tager dog imod de tilskud, han kan få.

»Det var dog bedre, hvis man kunne få det til at give nogle penge i stedet for«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle