Surt, sødt, salt og bitter - og så lige umami som den femte smagsvariant, som egentlig ikke er en variant, men snarere en forstærkning af den smag der allerede er tilstede i maden - eller i dette tilfælde foderet.
"Det var en japansk forsker der for hundrede år siden opdagede den femte smagsvariant," forklarede produktchef Arne Ringsing, Danish Agro, på LRØs fodermøde i denne uge.
Man har senere påvist at stoffet glutamat er en vigtig del af umami og denne viden har Danish Agro siden efteråret udnyttet i fravænningsfoderet.
"Vi har tilsat glutamat i udvalgte blandinger og vil tilsætte det i endnu flere foderblandinger i den kommende sæson, endda også i diefoder," forklarede Arne Ringsing.
Han anbefalede lavproteinblandinger til smågrise med helt ned til omkring 130 g fordøjeligt råprotein pr. foderenhed.
"Overholder man normen for de 11 essentielle aminosyrer er der kun fordele ved at reducere råproteinindholdet så meget som muligt," sagde han og hentydede særligt til forekomsten af diarré.