24-årig kvindelig landmand stiller op til kommunalvalget i Brønderslev for at skabe fornyelse i kommunen. Fokus på omstilling, indstilling og sagsbehandling i forvaltningen skal give bedre vilkår for landbrug og erhvervsliv.
»De politikere, som har været med i rigtig mange år, hænger sig alt for meget i, hvordan det var engang i stedet for at se på de muligheder, der faktisk er i dag. Jeg vil tage udgangspunkt i den tid, vi er i lige nu, og komme med indspark til forbedringer på det grundlag,« fortæller landmand Line Vanggaard Pedersen. Derfor stiller hun nu op for de Konservative i Brønderslev kommune.
Line har været medlem af partiet i snart ti år, og for hende er vejen til indflydelse igennem byrådet.
Medarbejderne skal skoles
Én af Line Vanggaard Pedersens mærkesager er at forbedre kommunens behandling af blandt andet miljøsager.
»Kommunen skal følge reglerne men hverken gøre dem strammere eller mere indviklede, end de er. Medarbejderne skal simpelthen skoles bedre til at behandle sagerne. Konsekvensen er, at man jager erhvervslivet ud af kommunen,« siger hun.
I Brønderslev kommune er behandlingstiden i øjeblikket på 475 dage for miljøsager, og det er især et problem for de unge landmænd. De har nemlig ikke råd til at vente i årevis på en godkendelse. Line opfordrer derfor de unge til at bruge deres stemmeret.
»Det er en samfundspligt og den eneste mulighed for indflydelse,« lyder det.