Ung frilandsproducent ny LVK-formand

Landbrugets Veterinære Konsulsenttjeneste, LVK, har skiftet formand. Efter næsten en halv snes år på posten har gårdejer Niels Buhl, Daugaardsminde ved Vejle, ladet sig afløse af gårdejer Peter Hjort Jensen, Kirial ved Grenå. Den ny formand er 36 år og driver et landbrug med 400 søer på friland. Han har været næstformand i et par år og i øvrigt brugt LVK siden han blev etableret.

"Blandt andet fordi Hans Møller Jensen, tidligere overdyrlæge i LVK, boede i nærheden. På det tidspunkt var han en af de få dyrlæger der havde forstand på frilandsproduktion," lyder begrundelsen fra den ny LVK-formand.

Peter Hjort Jensen ser LVK's rolle som en serviceorganisation for landbruget. De mere politisk orienterede spørgmål ser han gerne løst i samarbejde med de etablerede systemer, eksempelvis Dansk Kvæg.

"Selv er jeg jo svineproducent. På det område har vi heller ikke problemer over til det etablerede organisationssystem," tilføjer Peter Hjort Jensen.

Den ny LVK-formand understreger også nødvendigheden af at øge interessen blandt unge dyrlæger for ansættelse i de bedriftsorienterede job, som er af basal betydning for blandt andet LVK. I øjeblikket har LVK cirka 30 dyrlæger. En snes beskæftiget med svin, en halv snes beskæftiget i kvægsektoren.

LVK ventes at konstituere sig med næstformand i indeværende uge.

vela

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle