Men Grøn Vækst koster 600.000 kr., forklarede Jørgen Jørgensen.
Ingen grise, ingen gylle, ingen biogas.
Det er den klare og kontante besked fra 33-årige Jørgen Jørgensen fra Nordborg på Als til fødevareminister Henrik Høegh.
De mødtes på Gråsten Landbrugsskole i denne uge. Og selv om Jørgen Jørgensen ser positive aspekter i den nye landbrugspakke, er han ikke i tvivl om, at der skal mere til:
"Jeg har ikke mistet troen på det her, men rammevilkårene skal forbedres, for at vi kan komme videre," siger Jørgen Jørgensen.
Han driver Skovhave I/S på det nordlige Als sammen med broderen, Peter.
De producerer årligt 750.000 slagtekyllinger og har 670 søer med produktion af grise til 30 kg samt driver 230 hektar.
Sidste år havde de to brødre et resultat før skat på 31.000 kr. Året før gav produktionen underskud.
30 mio. kr. i moms
Jørgen Jørgensen har regnet ud, at Grøn Vækst kommer til at koste 600.000 kr. om året. I den sammenhæng batter det ikke meget, at lettelserne på jordskatterne bidrager med et plus på 34.000 kr.:
"Den samlede værdi af det kød, vi producerer, er på 24 mio. kr. I butikkerne er værdien 130 mio. kr. Det betyder, at vi alene i moms sender 30 mio. kr. direkte ned i statskassen som en følge af produktionen, og skaber en meromsætning i følgeerhvervene på 70 mio. kr.," siger Jørgen Jørgensen.
"Den almindelige dansker ved ikke, hvor stor betydning landbruget har. Derfor skal vi fortsat lægge pres på for at gøre det klart - også for politikerne," siger han.
De to brødre har siden 2006 forsøgt at få en miljøgodkendelse til en udvidelse af produktionen:
"Vi har endnu ikke fået svar fra kommunen, så den kan sandsynligvis tidligst blive klar i 2013. Så er der gået syv år. Men jeg skal være landmand i mange år endnu, så det tager vi med. Men hallo, tænk lige på, hvad det ville betyde for eksempelvis bygmesteren og andre følgeerhverv, hvis vi kunne komme i gang med udvidelsen," siger Jørgen Jørgensen.
Kan påvirke
Henrik Høegh anerkendte under en snak i pausen i store træk Jørgen Jørgensens udregninger, men han fremhævede, at der fortsat er mange ukendte faktorer, og at regnestykket kan blive ændret i løbet af den kommende tid:
"Lad os nu få udvalgsarbejdet i gang, og lad os få undersøgt alle muligheder," sagde Henrik Høegh til Jørgen Jørgensen.
Han mener, at mange ideer fra det praktiske arbejde i marken via ekspertundersøgelser kan komme til at indgå i grundlaget for arbejdet med vandplanerne, og dermed har den enkelte mulighed for at påvirke resultatet.
Hvad gavner det?
Jørgen Jørgensen har ikke mistet gejsten efter mødet med fødevareministeren:
"Nu indrømmer de blankt, at der er arbejdet med Grøn Vækst på et for snævert grundlag, men vi vil nu se resultaterne af udvalgsarbejdet, før vi kommer videre. Jeg tror ikke på grundlaget. Den kvælstofmængde, vi skal spare, svarer til 0,03 promille af kvælstoffet i Østersøen. Og med den store vandudskiftning der er, jamen, hvad gavner det så at lukke et helt erhverv?"
"Henrik Høeghs intentioner er gode nok, men de informationer, han får fra embedsmændene, skal altså gå i den rigtige retning, før vi tør tro på det," siger Jørgen Jørgensen.