Af Mogens Dall, formand for LandboSyd, Kidingvej 42, 6200 Aabenraa
Det lyder måske smukt og romantisk, at vi skal have mere urørt skov, men hvad er virkeligheden?
Den er, at skovene forfalder på alle andres bekostning. Det er ikke til fordel for os danskere, som holder af veldrevne skove, tværtimod. For mange landmænd tæt ved skovene betyder det desuden, at de får endnu en hurdle på vej mod en fremtidig nødvendig udvidelse af bedriften.
Vi har fået mere skov i Danmark i de sidste mange år, og mange skove er veldrevne og produktive. Det skal de generelt være, for vi vil selvfølgelig gerne undgå at skulle importere fra nær og fjern. Skovene er produktion, men det er også natur, og dermed udgør de stor værdi for alle på landet og i byen. At tage på tur i en veldrevet skov er en nydelse, og tanken om, at skovene binder store mængder CO2, passer os alle godt.
Nogle mener, at skovene skal have lov til at forsumpe i vand og rådne op. Det er i orden nogle steder, hvor der ikke er konflikter over til produktionen. Men ikke i stort omfang, for afstandskrav til den nye natur kan blive faldgruber for mange virksomheder på landet.
I iveren efter mere natur skal vi huske, at natur og menneskelig aktivitet ikke behøver være modsætninger. Bare fordi biologen påstår, at en afstand på 300 meter eller mere er nødvendigt for naturen, har vi mange eksempler på, flora og fauna ikke ”ved” det og trives side om side med menneskelig produktion. Intet er sort eller hvidt.
Når alt kommer til alt, er det kun ganske få, som har interesse i urørt skov.
