Usikkerhed om renten på nye lån

Til gengæld er det ret sikkert, at der kommer nye typer lån på markedet.

Vil de nye SDO-lån så blive dyrere eller billigere end traditionelle realkreditlån?

Tja, det vil tiden vise, men der er enighed om, at forskellen i givet fald vil være marginal, blandt andet fordi de to lånetyper ligner hinanden så meget, som de gør.

Der er dog ét område, hvor SDO-lånene skiller sig markant ud.

Bag et traditionelt realkreditlån ligger der normalt obligationer med samme løbetid på for eksempel 30 år, hvor man til hver en tid kan følge kursen på obligationerne.

For et SDO-lån i et pengeinstitut er der derimod i princippet ingen sammenhæng mellem det lån, en landmand får, og den måde pengene skaffes til veje på. Pengeinstituttet kan nemlig udstede et helt tilsvarende lån, uden at der behøver at ligge en obligationsserie bag, eller lånet kan være finansieret med obligationer med en kortere løbetid.

Da der typisk er en lidt lavere rente på obligationer med kortere løbetid, giver det pengeinstitutterne mulighed for at "låne" pengene lidt billigere end ellers, i størrelsesordenen 0,1-0,2 procent.

Ingen garanti

for billigere lån

Det er dog ingen garanti for, at SDO-lån automatisk bliver tilsvarende billigere, påpegede Kurt Dalsgaard Sørensen, Dansk Landbrug, på en konference om fremtidens finansiering arrangeret af AgroMarkets i sidste uge. Pengeinstitutterne har nemlig for tiden en rentemarginal på fire en halv procent, hvilket er ca. otte gange højere end realkreditinstitutternes på ca. 0,55 procent!

Kurt Dalsgaard Sørensen henviser desuden til, at banker og pengeinstitutter har en væsentlig højere forrentning af deres egenkapital end realkreditinstitutterne, hvilket tyder på, at de tjener flere penge på deres lån. De fem største banker har en forrentning af deres egenkapital, der er mere end dobbelt så stor som realkreditinstitutternes.

Nykredit:

kun SDO-lån fra nytår

Pengeinstitutterne argumenterer til gengæld for, at den ekstra sikkerhed for kreditorerne med den lave lånegrænse på 60 procent og ekstra sikkerhed op til 70 procent betyder, at kreditorerne vil være villige til at acceptere en lavere rente, som kommer låntagerne til gode.

I overgangsperioden vil de nye SDO-lån fungere som et alternativ til de nuværende realkreditlån, men hvordan det derefter vil gå, er der ingen der ved.

Nykredit regner allerede nu med helt at gå over til SDO-lån fra nytår, fordi man frygter, at de "gamle" obligationsserier vil blive for små, fremgik det på konferencen.

Realkredit Danmark ventes til gengæld fortsat at ville give mulighed for at vælge traditionelle realkreditlån.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle