Utilfredsheden vokser hos Ticans andelshavere

For snart ni måneder siden måtte Ticans ledelse stå skoleret over for en generalforsamling af stærkt kritiske andelshavere. I dag truer utilfredsheden med at bryde ud på ny.

En notering der er langt under den tyske, uro om eksporten til Rusland og en general mistillid til ledelsen. Stemningen omkring det nordjyske andelsslagteri Tican er præget af en udbredt bekymring og nervøsitet - i hvert fald fra flere andelshaveres side.

Det viser en rundringning til en række andelshavere, som LandbrugsAvisen har foretaget.

Ikke alle andelshaverne ønsker at stå frem med navn, men fælles for dem alle er, at de i høj grad savner information fra Ticans ledelse om, hvordan slagteriet klarer sig netop nu.

"Jeg synes, at det er utroligt træls, at man intet ved. Vi hører jo intet fra bestyrelsen eller direktionen," lyder det fra andelshaver Søren Hansen.

Stemning har vendt

Søren Hansen tror dog stadig på, at Tican gør det godt. Men den manglende orientering fra selskabet giver ham bekymringer.

"Man må bare sige, at den måde man taler om Tican på, har forandret sig heroppe. Man taler ikke så pænt om selskabet længere. Det har man ellers altid gjort," siger Søren Hansen.

Hans opfattelse bliver delt af andelshaver Niels Karl Nielsen.

"Rygterne svirrer jo i et lokalsamfund som vores. Sidste år gik det skidt for Tican - og rygterne lyder nu, at det kommer til at gå endnu værre i år. Undskyldninger er der jo nok af. At dollaren er lav for eksempel. Men dollaren er jo steget den seneste tid - og alligevel er vores notering stadig langt efter den tyske," siger Niels Karl Nielsen.

Netop den lave danske notering i forhold til den tyske har Niels Karl Nielsen i lighed med en række andre danske svineproducenter taget konsekvensen af.

"Sidste år producerede jeg 16.000 slagtesvin til Tican. I år har jeg valgt at halvere min produktion af slagtesvin til 8.000, og så sender jeg resten af min produktion som 30 kilos smågrise til Tyskland. Det kan langt bedre betale sig."

Er forædling det rigtige?

På Ticans generalforsamling i december sidste år lød der meget stærk kritik af ledelsen. Et af det store stridspunkter den gang var forsinkelserne i slagtninger. En forsinkelse som Tican nu helt har indhentet.

"Man må til Ticans ros sige, at de kæmpede for at få slagtepuklen ned. Men spørgsmålet er, om selskabet siden har formået at genvinde andelshavernes tillid," siger tidligere leverandør til Tican Poul Roesen. Han har i år helt valgt at opgive sin slagtesvinproduktion og satser nu kun på planteavl.

"Tican plejede at være et slagteri, man bakkede op om lokalt. Men der er ingen tvivl om, at strejker, et dårligt samarbejde med ledelsen og kritikken på generalforsamlingen har sat sine spor," siger andelshaver Niels Karl Nielsen.

Alligevel understreger de andelshavere, som LandbrugsAvisen har talt med, at de stadig tror på deres lokale slagteri.

"Jeg mener stadig, at Tican har det potentiale der skal til. Og tidligere har selskabet jo også leveret bedre resultater end DC. Men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra strategien med forædling. Det er vigtigt, at Tican fortæller os andelshavere om, hvilke tanker de gør sig," siger Søren Hansen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle