Vårsæden lider mere end vintersæden nu

Regn nu kan nå at redde meget udbytte i den hvede, der stadig har grønne blade. Men vårbyg får grønskud.

Vejret har skiftet fra voldsom varme og tørke til køligere og mere ustadigt vejr med lidt byger. Men hvor meget kan den regn, der falder nu, redde for afgrøderne. Det har vi spurgt tre eksperter om.

»Tørken er lige nu værre for vårsæden end for vintersæden. For to til tre uger siden var det omvendt, men nu er vårbyg i gang med at blomstre, og det er en meget kritisk periode at mangle vand. Og uden vand bliver der ingen kerner. Så det kan gå rigtig galt for vårbyg i år«, lyder vurderingen fra landskonsulent Lars Bonde Eriksen.

Hvede og rug er ca. to uger foran et normalt år og godt henne i kernefyldningsperioden. Hvis afgrøden stadig har grønne blade, vil regn nu redde rigtig meget på de marker, hvor det endnu ikke ser så slemt ud, vurderer han.

»Tørken indtil nu har selvfølgelig aborteret nogle sideskud, blomster og kerneanlæg. Men regn nu kan redde rigtig meget i hveden, så de færre kerner ikke bliver så skrumpne, men store og fine. Og det kan opveje, at der er sat færre kerner af. Især på god jord«.

Tørke i 2008

Han nævner som eksempel 2008, som også var præget af tørke i maj og juni, hvor der var et enormt vandunderskud.

»2008 ligner meget 2018. Der var tørke i maj og juni, hvor der ikke faldt ret meget vand. Tørken var dog knap så vold- som som i år«, fortæller han.

Trods tørken gav hveden overraskende godt i 2008 med gennemsnitsudbytter på 79 hkg pr. ha - mod et femårsgennemsnit på 77,8 hkg (ifølge Danmarks Statistik). Til gengæld gav vårbyg rigtig skidt, og havnede på 45 hkg pr. ha i snit mod et femårssnit på 57,2 hkg.

Planteavlskonsulent Finn Poulsen fra Sagro husker også tydeligt 2008.

»Vi troede, at alt ville give rigtig ringe - men hveden overraskede meget. Den sene regn betød, at kernerne blev fyldt rigtig godt og var tunge. Og det reddede rigtig meget. Men nogle marker i år er allerede så uoprettelig tørkeskadet, at løbet er kørt for dem«, siger han.

Blomstring mest følsom

Kristian Thorup-Kristensen, der er forsker på Københavns Universitet, mener heller ikke, at regn nu kan hive udbyttet så langt op som i 2008.

»I år var etablering og rodudvikling i efteråret ikke optimal. Og vækstsæsonen i foråret startede sent og accelererede derefter med voldsom fart. Vi gik direkte fra vinter til sommer, så afgrødernes udviklingstid har været meget kortere end normalt. Det har påvirket både buskning, afgrødehøjde og blomstring negativt, og også kernefyldning kan snart blive skadet. Tørken og varmen har også været stærkere end i 2008, så jeg tror ikke på, at vi får så høje udbytter i hveden i år. Med mindre den har været vandet eller har stået på så god jord, at den ikke har manglet vand. Det gamle mundheld ’majs kulde giver laderne fulde’, kommer ikke af ingenting«.

Han fortæller, at hveden i deres forsøgsanlæg er begyndt at bruge vand i to meters dybde, hvor der stadig er vand at hente. Men vårsædens rødder går slet ikke så dybt.

»I vårsæd går den hårde tørke lige nu ud over både buskning og blomstring. Den allermest følsomme fase for afgrøderne at mangle vand i er under blomstring. Og så har vårbyg det klassiske problem med tvemodenhed - også kaldet grønskud, når der kommer vand efter, at afgrøden næsten er gået i stå af tørke. Det forringer kvaliteten og gør høsten besværlig, da det ikke modner samtidig«.

Han forventer, at tørken vil forringe kvaliteten af maltbyg og øge hvedens proteinindhold og bagekvalitet.

Faktaboks

3 vigtige faser for udbytte

  • Buskning: Udbyttepotentialet bygges op. Tørke forringer buskning - det kan dog kompenseres af de følgende faser.
  • Blomtring: Antal kerner sættes af. Tørke giver for få kerner - kan give betydeligt tab.
  • Kernefyldning: Afgør om kernerne bliver store og tunge eller små og skrumpne. Vigtig fase for kvalitet og udbytte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle