Kreativitet er nøgleordet. Hvorfor gemme sig i førerhuset på en mejetærsker i USA - det kan du jo gøre herhjemme.
Jeg kan ikke komme med svaret på, hvad den perfekte "dannelsesrejse" er, til det er vi mennesker alt for forskellige. I stedet kan jeg prøve at inspirere til kreativitet ved at ridse en oplevelse op, som jeg havde for få år tilbage.
Vindruehøst i Frankrig. Uden nogen færdigheder i fransk, og uden viden om vinproduktion i det hele taget, rejste jeg til Frankrig for at plukke vin. Ud over rygsmerter som følge af udfordrende arbejdsstillinger bød rejsen på vidunderlige vine, kulinariske oplevelser og tonsvis af vindruer. Mødet med smukke svenske piger kurerede de fleste rygsmerter, så resten af turen var ren fryd. Sammenholdet og relationerne mellem kollegerne i vinmarken var helt specielt, og da jeg rejste hjem, var det med venner for livet - en ting som jeg aldrig ville have undværet.
Pas lamaer
Meningen med at rejse skal ikke være at arbejde - slet ikke! Men hvis du endelig vil arbejde på din rejse, så vælg noget ikke alle gør. Tag til Mongoliet og pas lamaer, lav naturgenoprettende arbejde i Grand Canyon, bliv frivillig i en hjælpeorganisation, eller pluk vindruer i Frankrig. Der findes uendelige muligheder, og det er op til dig at udforske dem.
En rejse skal åbne horisonter og fjerne de skyklapper, vi danskere alt for ofte ifører os.
Kun de oplevelser du gør dig, og de mennesker du møder på din vej, kan hjælpe dig til dette. Et er helt sikkert, jeg er ikke færdig med at rejse! Til inspiration kan du læse mere på: www.exis.dk