Vækstplaner reducerer ikke omkostningerne

Fredag kom den længe ventede vækstplan fra VKO, der peger på, hvordan den blå blok vil skabe vækst i samfundet frem mod 2020. Det gør det muligt at sammenligne, hvad de to blokke, VKO og S-SF, vil arbejde for, hvis de kommer til magten efter et valg.

Overordnet set skuffer det Claus Søgaard-Richter, direktør i Landbrug & Fødevarer, at ingen af planerne vil reducere omkostningerne ved at producere fødevarer i Danmark.

»Det afgørende for landbrugs- og fødevareerhvervet er at styrke konkurrenceevnen, og der ville det være godt at få produktionsomkostningerne ned,« siger han.

Han bemærker, at den blå plan i det mindste vil holde omkostningerne i ro, mens den røde plan vil øge skatter og afgifter.

»Vi er meget opmærksomme på, at erhvervet meget hurtigt kan blive ramt af 1,1 mia. kr. i miljøafgifter og 1,5 mia. kr. i kørselsafgifter, og det vil svække konkurrenceevnen,« påpeger han.

Det bedste i den blå vækstplan, hvis det står til Claus Søgaard-Richter, at man vil modernisere miljøgodkendelsesordningen. Dertil kommer, at regeringen vil lave en strategi for den danske indsats i hvert af BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) ¿ en strategi der blandt andet indeholder fødevarer. Det kan forbedre omsætningen.

Og endelig vil regeringspartierne forbedre vækstkautionsordningen, som landbruget har haft glæde af.

Det, der skuffer mest, er, at der ikke er elementer der reducerer produktionsomkostningerne.

Det bedste i den røde vækstplan er ifølge Claus Søgaard-Richter, at man vil opprioritere teknologiområdet, når det gælder miljøet. Det kan på sigt give muligheder for at udvide og udvikle husdyrbedrifter.

Det værste i den røde plan er den samlede mængde af nye afgifter, som vil få stor negativ betydning for et eksportorienteret erhverv som landbruget.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle