Nu skal vi til det igen - hen at sætte vores kryds, denne gang til EU-valget. For nogle mennesker er valgdagen stadig lidt festlig, man fylder bilen op, hilser på bekendte og samles bagefter til valgkaffe med bagerbrød. Andre bliver i sofaen.

Jeg har lige sat mine kryds til opstilling af kandidater til regions- og kommunevalg. Da jeg er forhindret i at komme til opstillingsmødet i min vælgerforening, må jeg brevstemme. Jo, rigtigt gættet, det drejer sig om Venstre, hvor jeg har følt mig hjemme, siden min mand og jeg traf hinanden i en VU-bestyrelse for længe siden, den gang da vi kunne fylde byens teater og to sale på Østergades hotel til fest efter forestillingen, så mange var vi. Ellers voksede jeg op i et retsstatshjem, hvor Starcke var helten.

Vi tænker vel ikke meget over det, at vi selv er medansvarlige for styreform og foreningsliv i vort demokratiske samfund. Vi tager måske lidt let på de rettigheder, som folk i andre egne af verden næsten vil gå i døden for. Og vi behandler heller ikke de mennesker, vi vælger ind til at styre stat og kommune eller til at repræsentere os ude i verden, ret pænt til enhver tid.

For nylig hørte jeg et par politikere fortælle om, at nogle miljøorganisationer inviterer dem til debatmøder under meget venlige former - i starten, som måske kan munde ud i trusler om personlige konsekvenser, hvis de ikke vil afgive de ønskede løfter. Flere af vores toppolitikere må bevogtes af PET døgnet rundt. At det skulle komme så vidt!

Jeg husker fra et møde på en kro her på egnen, at daværende statsminister Poul Hartling kom kørende helt alene. "Hvor længe mon det bliver ved at gå?" spurgte en af mine venner.

Det synes som om politikere lever en fredløs tilværelse. Vi har selv valgt dem, og de kunne måske yde en endnu bedre indsats, hvis vi bakkede dem op i stedet for at hænge dem ud på mindre flatterende måder.

I denne finanskrisetid falder der knubbede ord til bestyrelser i banker, aktie- og andre selskaber, og nogle steder med rette. I foreningslivet brokker vi os også, men vi må huske at møde op til generalforsamlingen, hvor vi har den bedste mulighed for at give vores mening til kende. Alt for ofte råbes der bare "genvalg", før vi går over til den gratis kaffe.

Tilliden mellem mennesker har fået et knæk. Den tillid som skulle kitte samfundets sprækker. Det burde ikke være hverken farligt eller komisk at være godtroende. Nogle linjer fra en gammel sang har summet i mit hoved i de sidste dage, de siger, at frihed er et sted "hvor så man skatter egen arv, at alle ser på næstens tarv, og ingen retten bøjer". Skrevet i 1400-tallet og stadig aktuelt.

Nu dufter syrenerne igen derude. Det gør de så ofte, synes jeg, men at tiden går hastigt betyder vel, at dagene er fyldt med mening og glæde - trods alt. Dette forår har givet os en overflod af blomster i træer og buske. Det skulle varsle om en rig høst, og nu gælder det om at nyde sommerens øjeblikke, "så hastigt den fly¿r som et drømmerigt blund".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle