Vand på taget giver mælk i tanken

Anders Ring var hurtig til at finde på, da varmen meldte sin ankomst.

En gammel telefonmast, en kanon fra en vandingsmaskine og en medarbejder, der gider at bruge sin lørdag på at få flækket skidtet sammen giver lidt ekstra køling af stalden«.

Sådan lyder det fra mælkeproducent og dyrlæge Anders Ring, der ikke har tøvet med at beskytte sine køer mod hedebølgen.

Med en vejrudsigt, der lovede 30 grader, var gode råd dyre, hvis hans 600 køer mellem Ribe og Esbjerg ikke skulle komme til at døje med varmen og forringe mælkeydelsen.

»Det var slet ikke nok at øge ventilationen i stalden«, fortæller han.

Hurtig løsning

»Ham, der fodrer for mig, havde en gammel 6-7 meter høj gittermast liggende. Den har vi gravet en meter ned i jorden, så den ikke vælter«, forklarer han.

Øverst er placeret en kanon fra en vandingsmaskine. Den sidder fast på en plade, som smeden har lavet. Kanonen er boltet på.

»Vi har en hydrant 300 meter væk, og vandingsmaskinen kan lige nå«, siger han.

Højden af masten gør, at han nu kan vande begge sider af taget. I alt bliver halvdelen af staldens tag vandet. Det har sænket temperaturen i stalden med cirka 10 grader til 18-20 grader, som er en temperatur, køerne kan lide. Havde vandingsmaskine stået på jorden, havde han i bedste fald kunnet ramme den ene side af stalden.

»Vi kan både mærke og se en effekt«, siger Anders Ring.

Mens man normalt forventer en udbyttenedgang, når det er varmt, har Anders Ring konstateret en stigning i den daglige mælkeydelse på over et kg pr. ko om dagen, efter han begyndte at vande taget.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle