DEBAT af Kristian Pihl Lorentzen, Hermelinvej 4, Ans, MF og trafikordfører for Venstre
Virkning af de store mængder nedbør i de seneste uger ses nu for alvor på markerne og langs vandløbene. Grundejerne langs mange vandløb må se deres haver, marker og kældre oversvømmet med deraf følgende tab og bøvl. De store oversvømmelser skyldes ikke alene den voksende mængde nedbør. Problemet bunder også i, at vedligeholdelsen af vandløb i form af grødeskæring og oprensning mange steder er komplet utilstrækkelig. Det medfører, at vandløbenes kapacitet ad åre skrumper, mens vandmængden øges.
Det skal jo gå galt. Det er derfor på høje tid, at vi i folketinget sørger for en præcisering af formålet med vandløbsloven. Afledning af vand skal have en klar førsteprioritet, når der skal udarbejdes vandløbsregulativer i kommunerne og efterfølgende vedligeholdes vandløb. Hvis vandet stiger over de fastsatte koter, skal der handles, ved at kapaciteten i vandløbet øges. Med det som udgangspunkt skal der selvsagt også tages hensyn til miljøet. Men det primære formål med vandløb er og bliver at lede vandet ud i havet. Loven skal være så klar og præcis, at man aldrig kan komme i tvivl om denne afgørende prioritering i forbindelse med den kommunale forvaltning af vandløbene. Vi kan ikke sidde passive og se på en forsumpning af den smukke danske natur langs vore vandløb.