Vejret har været med os

Men Grovfodermatchen har lært team Bjørnemosegaard, at man ikke altid skal stole på såmaskinen.

"Vi havde aldrig opdaget det, hvis ikke Martin Mikkelsen havde kontrolleret vores marker."

Brødrene Dreyer, team Bjørnemosegaard, har fået sig en AHA-oplevelse i majsmarken, efter at dommer Martin Mikkelsen aflagde sit kontrolbesøg i marken. Flere steder var marken simpelthen ikke sået ordentligt. Kerner var klumpet sammen, og andre steder manglede de.

"Hvis ikke Martin havde målt det op, havde vi jo aldrig fået det at vide," fortæller Hans Henning Dreyer, den ene af de tre brødre der ejer Bjørnemosegaard.

Det var en maskinstation der havde sået majsen.

"De har da også fået det at vide," smiler Hans Henning Dreyer.

For anden gang kunne teamet trække i de prikkede trøjer, der symboliserer størst udbytte i matchen. Første slæt var enormt - næsten 6.000 FE pr. hektar, andet slæt ikke meget mindre imponerende med 3.233, så der fra den fire år gamle græsmark på to slæt er hentet 8.976 FE på hver hektar.

Værsgo' at spis! Det gør køerne også med glæde. Selvforsyningsgraden er oppe på 70 procent. Slet ikke dårligt i en jersey-besætning, for nu at sige det pænt.

Vejret hjalp til

Rekordudbyttet er kommet med god hjælp oven fra - i bogstaveligste forstand. På de bakkede marker ved Faaborg er det umuligt at vande, men der har alligevel ikke manglet vand, understreger kvægrådgiver og medlem af teamet Hanne Dahl, Centrovice.

"Det er sydvendte skråninger, og de har klaret sig godt i foråret og fået det vand, de har behov for," understreger hun.

Tredje slæt var også taget, da trøjen blev uddelt i mandags. Og, nej, det ser ikke ud til, at brødrene Dreyer igen kan erhverve sig et eksemplar af den prikkede trøje, der symbolisrer den højste ydelse.

"Vi har ikke fået græsset målt op endnu, men der var nærmest tale om en afpudsning," erkender Christian Dreyer.

Nu går brødrene til gengæld efter den gule førertrøje der viser, at man når tæt på målsætningen.

"Vi er ikke ret langt efter team Warming," konstaterer de tre sportsbevidste brødre.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle