Venstre: Præcisionslandbrug skal sikre konkurrenceevnen

Ny teknologi skal sikre, at landbrug og miljøforhold går hånd i hånd, så begge dele udvikles.

Det vigtigste for Venstre i deres landbrugs- og miljøpolitik er at sikre gode konkurrence- og produktionsvilkår. Sådan lyder det fra Erling Bonnesen, landbrugs- og miljøordfører for Venstre.

»Der er efterspørgsel på danske produkter verden rundt, og det gavner Danmark, fordi det skaber arbejdspladser, vækst og eksport«, fastslår han.

Sammen med konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har Venstre siden valget i 2015 taget hul på udfordringerne ved at sætte Landbrugspakken i søen med mere gødning til markerne og mulighed for flere grise på en ejendom. Men det skal ske under skyldig hensyntagen til miljø og natur, understreger Erling Bonnesen.

»Vi skal sikre, at landbrug og miljø går hånd i hånd, så vi både producerer gode varer og passer på miljø, grundvand og har rent drikkevand hanerne i fremtiden. Det kan godt lade sig gøre, når man bruger den nye teknologi«, uddyber han.

Præcisionsjordbrug

Erling Bonnesen er optaget af præcisionslandbrug, som hans parti vil fremme med penge til forskning og teknologistøtteprogrammer.

»Vi skal lave et teknik-eksperimentarium, så det kan skrues sammen på en måde, så Danmark er helt fremme i førerfeltet og helst et mulehår foran andre lande«, siger han.

Dermed øjner han chance for ikke bare at producere fødevarer, men også at udvikle og eksportere ny teknologi.

En konkret udfordring i landbrugs- og miljøpolitikken lige nu er vandområdeplanerne, og hvilke vandløb der skal være med, samt hvad der skal til for at nå miljømålene.

»Det står meget højt på dagsordenen. Der er brug for en status på området, hvor alt kommer på bordet, så vi får en reel status på, hvordan der ser ud derude, og hvor meget der er nødvendigt. Men det haster, for det er en kompliceret proces, der skal rundt om EU og rettes til og være klar i 2020«, siger Erling Bonnesen.

Væk med pesticidafgift

Hvad ville du lave om i morgen, hvis du kunne?

»Hvis jeg kun skulle vælge en enkelt ting og selv måtte bestemme, ville jeg afskaffe pesticidafgiften. Det er gået hen og blevet en skadelig gammeldags skat, som hæmmer erhvervet uden at påvirke forbruget. Hvis vi fjernede afgiften, ville vi styrke konkurrencevilkårene, sikre en større produktion, øge skattegrundlaget og få pengene igen«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle