Venstre: Socialdemokratiet ville ikke gøre ord til handling

Hvem bærer egentlig skylden for, at tørkepakken endte med at blive en amputeret udgave? S og V er dybt uenige.

I valgkampens første partilederdebat forleden på DR1 understregede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Socialdemokratiet agerede stopklods, da tørkepakken fra september sidste år skulle forhandles på plads.

Forlydender gik på, at regeringen ville lande en pakke på omkring 700 mio. kr., men den endte med at blive på omkring 380 mio. kr.

Beløbet blev lidt af en skuffelse for landbruget, og ifølge statsministeren havde regeringen også håbet på mere.

»Regeringen havde ambition om en stor tørkepakke. Den blev så lidt mindre, inden vi kunne forhandle den hjem i Folketinget«, lød det fra Løkke.

Den udtalelse kritiserer Soci-aldemokratiets landbrugsordfører Simon Kollerup i denne udgave af LandbrugsAvisen, hvor han går så langt til at sige, at statsministeren fordrejer sandheden.

Hæmmede størrelsen

Men ifølge Venstres ordfører på området Erling Bonnesen var det definitivt Socialdemokratiets krav til finanseringen, der hæmmede pakkens størrelse.

»Jeg siger det så klart og tydeligt, jeg kan: Socialdemokratiet var en direkte stopklods til, at pakken ikke blev større, end den blev«, siger Erling Bonnesen.

Ifølge Bonnesen meldte Socialdemokratiet nemlig klart ud fra start, at der ikke måtte bruges penge af det såkaldte råderum. Pengene til hjælpepakken skulle findes i ubrugte midler fra 2018, lød benspændet.

»Det satte jo ligesom en begrænsning for, hvor stor pakken kunne blive«, siger Erling Bonnesen.

Forståelse

I et hemmeligt regeringsdokument fra forhandlingerne, som avisen Danmark under forhandlingerne refererer ti, fremgår det ellers, at der var forståelse med S om at finde 700 mio. kr.

Uden at ville kommentere det konkrete dokument siger Erling Bonnesen, at der ofte laves indledende samtaler om, hvad partierne kan blive enige om.

»Men det er jo, hvad der sker i forhandlingsrummet, der tæller. Og her stod det klart, at Socialdemokratiet ikke ville bruge af råderummet. De havde ellers sendte signaler om, at de ville landbruget, men jeg ser de forhandlinger som beviset på, at de ikke er klar til at gøre ord til handling, som vi er«, siger Erling Bonnesen.

Faktaboks

  • Tørkepakken faldt på plads 28. september 2018 efter en rekordtør sommer. 
  • Bag den stod regeringen, S og DF, og samlet var den på 380 mio. kr.
  • Tørken endte med at koste dansk landbrug 4,1 mia. kr. ifølge Københavns Universitet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle