Af Lone Andersen, viceformand, Landbrug & Fødevarer
Mange landmænd, der har medarbejdere på gården, ved, hvor hårdt det kan være, hvis bedriften i en periode er underbemandet. Det risikerer let at gå ud over landmandens familieliv og de øvrige medarbejderes trivsel. Desværre er det ikke altid let at finde den rigtige afløser, hvis en medarbejder siger op. Og det bliver næppe lettere de kommende år.
De østeuropæere, som har taget godt fat på gårdene i de senere år, bliver oftere og oftere i deres hjemlande, hvor arbejdsløsheden er faldende og velfærden stigende. Det er en god udvikling set fra et menneskeligt synspunkt, men det gør det alt andet lige sværere for danske landmænd at tiltrække arbejdskraft.
I disse år buldrer samfundsøkonomien derudad, og der er i mange brancher rift om arbejdskraften. Derfor er vi som landmænd nødt til at blive endnu bedre til at sælge os selv og vores arbejdsplads til folk med appetit på en karriere i landbruget. Vi har som landmænd meget at tilbyde, blandt andet muligheder for at arbejde med både dyr, natur, økonomi og teknologi i et job, der ofte indebærer en høj grad af frihed under ansvar. Alt det skal vi blive bedre til at fortælle.
Hos LandboNord tilbyder man eksempelvis hjælp til landmænd, der vil lave en jobannonce på video. Andre steder gør foreningerne et arbejde for at få flygtninge og folk i fleksjob ud at arbejde på bedrifterne.
Alle løsninger er velkomne i indsatsen for at få bemandet gårdene med dygtige og ansvarsfulde medarbejdere i fremtiden. Det er ikke nogen hemmelighed, at lønningerne er under opadgående pres, både i landbruget og andre steder i samfundet. Det gør det endnu vigtigere, at de medarbejdere, vi har på lønningslisten, trives. Det er nu en gang sådan, at en medarbejder, der holder af sin hverdag og sin arbejdsplads, yder en bedre indsats end en, der ikke trives helt så godt.
Derfor skal vi ud over stepperne med at fortælle om landbruget som verdens måske bedste arbejdsplads.