Vestjysk-kunder må vente og håbe

Denne uges regnskab fra Vestjysk Bank viser, at banken balancerer på en meget tynd økonomisk sti. For landbrugskunderne er der imidlertid ikke meget at stille op, mener to konsulenter.

Der er ikke meget at stille op, hvis man er landbrugskunde i Vestjysk Bank og er blevet utryg over denne uges meldinger om, at banken er alvorligt ude i de økonomiske tove.

For landmændene kan stort set ikke stille noget op, påpeger to lokale konsulenter.

»Vi snakker lokalt med landmændene meget om situationen, og hvad der vil ske. Men som situationen ser ud nu, er der ingen landmænd, der kan flytte til en ny bank alligevel,« mener chefkonsulent i Lemvigegnens Landboforening Peder Østergaard.

Økonomisk chefrådgiver Palle Høj fra Heden & Fjorden er enig.

»Der er ikke ret meget andet at gøre end at forvente og håbe, at de overlever og fortsætter, eller bliver solgt til en anden. Det er svært at gøre ret meget,« siger han.

Flere år i krise

Vestjysk Banks selvstændighed og overlevelse hænger i en tynd tråd i form af en meget spinkel kapitaloverdækning, kom det frem mandags, da banken aflagde regnskab. Kun 67 mio. kroner mere er der råd til at tabe, før en af landets allerstørste pengeinstitutter ikke kan leve op til Finanstilsynets minimumskrav.

Samtidig venter nye, skærpede solvenskrav allerede fra 1. april, så det haster med en løsning, der kan skaffe kapital til hovedsædet i Lemvig.

Den tilspidsede situation, hvor nu også revisorerne tager forbehold for bankens overlevelse, er der lagt mærke til i det vestjyske. Samtidig peger konsulenterne dog også på, at problemerne ikke er nye.

»Situationen har været sådan de sidste to-tre år, så det er ikke noget, vi tager os så meget af. Alle tror, at der sker et eller andet på et eller andet tidspunkt, men vi kan jo ikke rigtig gøre noget,« siger Peder Østergaard.

Mere landbrugsvenlige

Peder Østergaard oplever ikke, at Vestjysk Bank på grund af krisen er hårdere ved landmændene.

»De har ikke været hårdere til at lukke landbrug end andre i vores område, nærmest tværtimod. De har sådan set været mere positive over for at hjælpe landmænd gennem krisen end nogle af de andre banker. Man har prøvet at finde løsninger, som både landmanden og banken kan leve med,« konstaterer han.

Heller ikke i Heden & Fjorden har man oplevet, at Vestjysk har reageret hårdt for at begrænse sin landbrugseksponering, der ved udgangen af 2013 var på over 16 procent af udlånet.

»Der har ikke været nogen markant forskel i forhold til de øvrige banker. Men det er jo altid dyrt at være fattig,« siger Palle Høj.

Ingen af de to konsulenter vil forholde sig til, hvad kunder, der måtte have aktier i banken, skal gøre med disse, da det afhænger af den enkeltes situation.

Begge peger dog på, at alle bør tage den forholdsregel, at man ikke har mere end 750.000 kroner stående i banken, da det er max-beløbet for indskydergarantien, hvis banken skulle gå ned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle