"Vi følger bare reglerne"

Miljøchef mener, at ansøgerne selv er skyld i, at miljøansøgninger tager tid.

Chef for Natur- og miljøafdelingen i Syddjurs Kommune Morten Hundahl mener ikke, at kommunen har brugt for lang tid på Anders Langes ansøgning.

"Vi kan ikke tilsidesætte de regler, Folketinget laver," siger han.

Han peger på, at når det har taget lang tid, er det, fordi ansøgningen er ændret fem gange undervejs - noget Anders Lange ikke kan genkende.

Morten Hundahl mener også, det er manglede oplysninger i ansøgningen, som det tog tid at få. Desuden blev nitratklassekortene ændret, mens sagen var under behandling, og udregning af dyreenheder blev også ændret.

"Det kan Anders Lange ikke gør for, men der er kun en til at betale, og det er ansøgeren," siger han.

Morten Hundahl mener ikke, man kan bebrejde den private konsulent, at han har brugt så mange timer på sagen, eftersom han har gjort hvad kommunen bad om.

Megen natur

Morten Hundahl kan godt se, at omkostningerne løber meget stærkt for små bedrifter, der kun får lille udbytte af ansøgningen.

"Men det har vi ikke lov at tage hensyn til," siger han.

Den generelle kritik af, at Syddjurs Kommune bruger mere tid på miljøansøgninger end Norddjurs Kommune, fejer Morten Hundahl også af bordet.

"Der findes ikke en officiel sammenligning," siger han.

Hvis der er hold i påstanden, mener han, det kan være fordi, der er megen natur på Syddjursland.

"Vi bruger megen tid på at få bakset det natur på plads," siger han.

Han peger også på, at der er en udpræget klagekultur i Syddjurs Kommune, hvor mange byfolk flytter ud for at realiserer sig selv. Næsten alle sager bliver påklaget af Danmarks Naturfredningsforening eller Det økologiske Råd.

"Det sætter det helt store apparat i gang med at sende papirer," siger han.

Vil se på tidsforbrug

Formanden for natur-, teknik- og miljøudvalget i Syddjurs Kommune, Carsten Bech (B), er ikke glad for at høre, at kommunen er dyrere og langsommere end nabokommuner.

"Jeg vil foretrække, at vi ikke er langsommere og dyrere, så vi må ind og vurdere på det," siger han.

Han peger på, at man i budgettet allerede har sat penge af til at ansætte medarbejdere til sagsbehandling, så man i mindre grad skal købe eksterne konsulenter til arbejdet. Det vil betyde, at man som landmand skal betale mindre timepris for en miljøgodkendelse.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle