Vi går kun i gang med noget, hvis vi er sikret afkast på 5,5 pct.

Landmænd bør være stolte, hvis de tjener penge. Ellers får man ingen ind i erhvervet.

For nylig havde Anders Peter Jensen kig på en nabogård. Gården ville passe perfekt ind i planerne om at udvide kalveproduktionen, men efter at have regnet grundigt på det blev planerne droppet.

»Og så mødte jeg den her ældre konsulent, som spurgte - nå, kunne du ikke få det til at løbe rundt alligevel?« fortæller Anders Peter Jensen.

»Men jeg skal ikke bare have det til at løbe rundt. Jeg kender ingen andre steder end landbruget, hvor man vil være tilfreds med det. Jeg skal tjene penge. Vi går ikke i gang med noget, som giver mindre end 5,5 pct. i afkast på koncernniveau. Og heller ikke, hvis det betyder, at vi skal lave mere«.

Som lønmodtagere

At det lige netop er afkastningsgraden, som Anders Peter Jensen hæfter sig så meget ved, skyldes bl.a. den virksomhedsmodel, som han har valgt. Kalvene, svinene og markbruget er placeret i hvert sit anpartsselskab med Anders Peter og Laila som ejere af det bagvedliggende holdingselskab. Afkastningsgraden gør det nemt at sammenligne de forskellige forretninger og se, hvilke der giver overskud i forhold til den indskudte kapital.

En af de seneste større investeringer er to af de såkaldte amerikanersiloer, som det blev regnet godt og grundigt på, inden byggeriet blev sat i gang.

»Jeg skal ikke have siloer for sjov. De skal bidrage til bundlinjen og mindst give de 5,5 pct. i afkast«, siger Anders Peter Jensen.

Ægteparret har det økonomiske mål, at de skal have et driftsresultat før skat på en mio. kr. i hver »butik«, svin, kalve og markbrug. Med selskabskonstruktionen er virksomheden ikke længere personligt ejet, og parret ser da også sig selv mere som lønmodtagere:

»Vi får begge en grundløn på 25.000 kr. om måneden, plus hvad der kommer af udlodning af overskud fra virksomheden. Og, ja, vi tjener penge, og det er vi stolte af. Hvordan skal vi ellers kunne tiltrække folk til erhvervet?« lyder det fra Anders Peter Jensen.

Flere kalve

Selv om planerne om gårdkøb er lagt i skuffen, drømmer man stadig på Sindalsgaard om at udvide produktionen af slagtekalve fra de nuværende 1.250. Lige nu går planerne i retning af at opføre en kopi af et allerede eksisterende nyere staldanlæg.

Faktaboks

Koncernen:

  • Koncernen består af et holdingselskab med tre selvstændige anpartsselskaber:
  • Slagtekalveproduktion 1.250 stk. årligt.
  • Smågriseproduktion 650 søer og 22.000 stk. 30 kg grise.
  • Planteavl med 300 ha plus foderproduktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle