Vi har alle sammen et ansvar for naturen

Kurt Jørgensen er en af de landmænd, som er gået i spidsen, når det handler om at gøre en indsats for de vilde bier.

Han driver en bedrift med ammekøer sydøst for Brønderslev og har hele livet haft en stor interesse for naturen, og hvordan den kan kombineres med landbruget.

»Naturen er jo helt grundlæggende for vores eksistens, og det er vigtigt for os som landmænd, at vi kan finde ud af at kombinere hensynet til den med produktionen. Derfor har jeg også i mange år gået og eksperimenteret med forskellige tiltag for bl.a. at hjælpe bierne på vej«, fortæller Kurt Jørgensen.

Han kan derfor allerede nu sætte flueben ved de fleste af de anbefalinger til landmændene, som Seges er kommet med. Nogle af dem har han arbejdet med i en årrække.

»Ja, jeg vist prøvet de fleste af de gode råd. For eksempel at efterlade nogle stubbe og grene i læbælterne. Jeg har også sørget for at plante blomstrende træer og buske, der blomstrer i forskellige årstider, så forskellige bi-arter får glæde af det. Jeg har også plantet blomsterstriber, hvor bierne er«, fortæller Kurt Jørgensen, som ikke er i tvivl om, at indsatsen har effekt.

»Når jeg går rundt her, kan jeg jo ikke undgå at se eksemplerne på, at det virker, og at de vilde bier etablerer sig. Men det er selvfølgelig godt at få bekræftet, at fagfolkene også synes, at det hjælper«.

Kurt Jørgensen understreger, at det ikke kræver nogen større indsats at gøre produktionen bi-venlig. Det handler mest om at tænke det ind.

»Det skal bare være en del af den daglige rutine, at man lige husker på, om der kan gøres et eller andet, når man for eksempel har nogle grene eller andet til overs. Det er ikke svært. Nogle af tiltagene får måske nok det hele til at se lidt mindre strømlinet ud, men til gengæld virker det altså efter formålet, og man kan dagligt gå og glæde sig over, at diversiteten forøges«, siger Kurt Jørgensen.

Han synes, det er en god idé, at Landbrug & Fødevarer sætter fokus på, hvad den enkelte landmand kan gøre på sin bedrift.

»Det er et godt initiativ at gøre bredt opmærksom på mulighederne. Jeg vil i hvert fald gerne anbefale alle at komme i gang med arbejdet og melde sig til kampagnen, for det er som sagt til at gå til og gør nytte. Samtidig synes jeg også, at det er vigtigt, at vi tager vores del af ansvaret for naturen«, siger Kurt Jørgensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle