"Vi kæmper en hård kamp"

Svært at bekæmpe paratuberkulose hos Lone og Gunnar Vad, der har en besætning under udvidelse.

»Det har været et slid de seneste år, og vi har ikke kunnet gøre andet end at knokle,« siger Lone Vad, Ulfborg.

Sammen med sin mand, Gunnar, er hun leverandør til Thiese, og de er med i Thieses projekt omkring paratuberkulose.

Der er sket betydelige fremskridt i besætningen, men kampen er ulige. En stor, fælles kælvningsboks udgør det største problem.

»Vi tager kalvene fra, så snart de er født. Men selvfølgelig kan det ske, at en ko kælver, uden at vi opdager det med det samme,« erkender Lone Vad.

Det er seks år siden, parret søgte om lov til at udvide bedriften. Først for nylig kom tilladelsen i hus. Men i årene op til byggeriet af en ny kostald, der er i gang lige i øjeblikket, voksede antallet af køer hele tiden på gården.

Mod alle odds er det alligevel lykkedes at sænke antallet af »røde« køer, der er smittet med paratuberkulose og som kan smitte andre køer.

Pasteurisering og sortering

Den fælles kælvningsboks er et problem, der ikke kan gøres noget alvorligt ved, før den gamle stald kan indrettes med helt ny kælvningsafdeling. Tegningerne er lavet, og Lone og Gunnar Vad kan næsten ikke vente, til den står klar.

Men parret har taget en lang række andre skridt. Råmælksbank og pasteurisering af mælken til de lidt større kalve er to af de væsentligste ting sammen med en velindrettet kalvestald med tilhørende kalvekøkken.

Desuden bruges der mælk fra røde, smittede køer og gule, måske smittede køer, understreger Lone Vad.

»Den mælk bliver bare smidt ud,« understreger hun, da en gruppe af Thiese-leverandører er på besøg.

Vi købte bare ind

For Lone og Gunnar Vad opstod de problemer med paratuberkulose, da de udvidede besætningen.

»Vi købte bare ind. Hvad skulle vi ellers have gjort? Man vi kunne godt se, at et år efter, at vi havde købt mange af køerne, var de ude igen,« fortæller de.

I dag er der i den 270 køer store besætning ni røde smittede køer og 20 gule smittede køer, der ikke udskiller smitstoffer, samt nogle risiko-kvier. Langt mindre end for nogle år siden, men alligevel nok til at udgøre et problem så længe vilkårene i kælvningsafdelingen er, som de er nu.

»Men vi er holdt op med at inseminere de røde køer. Så det gør formentlig en del ved problemet,« siger Gunnar Vad.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle