Vi må være flere til at dele byrden

Henrik Bertelsen frygter opgaven med at skulle fange 120 kreaturer for at vaccinere dem mod bluetongue. Hvorfor ikke vente med vaccinationen til dyrene alligevel skal bindes ind, spørger han.

"Ved myndighederne overhovedet, hvilken enorm opgave de har pålagt os?"

Spørgsmålet stiller Henrik Bertelsen, tidligere medlem af bestyrelsen i Dansk Landbrug med omkring 120 stykker kvæg på naturgræs i Vejen mose.

"Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan vi skal håndtere indfangningen af så mange dyr - og så midt i sommerperioden," fortsætter Henrik Bertelsen, der også gerne så, at flere var med til at dele den økonomiske byrde, det er at skulle vaccinere så mange dyr.

"Hos os har vi ikke en fangefold der kan bruges, og selvom vi alligevel fik alle dyrene lukket inde i stalden, ved jeg ikke, hvordan vi skulle fiksere dem alle sammen på en gang. Det har vi simpelthen ikke udstyr til," lyder det en smule opgivende fra landmanden ved Vejen.

"Vi må have nogle anvisninger på, hvordan det skal foregå i praksis," efterlyser Henrik Bertelsen.

Hvorfor lige nu?

For Henrik Bertelsen er det svært at forstå, at beslutningen om vaccination skal gennemføres i løbet af de næste par måneder.

"Man tager ikke hensyn til alle os der har dyr gående ude i hele sommerhalvåret. Selvfølgelig kan vi fange enkelte syge dyr der skal behandles. Men at fange og fiksere en hel flok er en uoverkommelig opgave, med mindre man for eksempel køber mobile fangefolde der kan bruges flere forskellige steder," foreslår Henrik Bertelsen.

"Det her er i høj grad noget, vi gør for andres skyld. Fåreavlerne og de der bor længere nordpå. Så kunne de måske også være med til at betale udgifterne for eksempel ved, at man i fællesskab køber store mobile fangefolde," fortsætter han.

worsoe@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle