Vi nærmer os en balance i foderafgrøder

Af Thomas Vang Jørgensen, økologichef, Agri Nord

Det er efterhånden kendt, at der er mangel på økologisk korn og proteinafgrøder til foder, men noget tyder på, at det vil ændre sig. Vi står ved indgangen til en periode, hvor der kommer bedre balance mellem arealet til produktion af foder og forbruget af foder til vores økologiske husdyr.

Høj grad af selvforsyning

Beregninger baseret på afgrødefordelingen hos økologer i 2017 og antallet af økologiske dyr viser, at vi perioden 2018 til 2020 kan forvente et overskud i arealet til foderproduktion på mellem 10.000 til 15.000 ha. I beregningen er der reserveret 15.000 ha til konsumkorn og 4.000 ha til produktion af maltbyg. Det betyder, at der i praksis er balance mellem kornproduktion og forbrug af korn til foder – eller med andre ord, at vi i princippet kan være selvforsynende med korn til foder. Der kan være mange grunde til, at det ikke er tilfældet. En af de væsentligste er uden tvivl, at vores grovvareselskaber er gode købmænd, som forstår at udnytte markedet f.eks. ved at købe billigt foderkorn i udlandet og sælge dyrt danskproduceret maltbyg den anden vej.

Ser vi på produktionen af danskavlet protein, er den steget ganske betragteligt i de seneste år, primært fordi hestebønner er blevet en populær afgrøde blandt økologer. Det betyder, at vi også på bælgsæd kan have en høj grad af selvforsyning, men vi er stadig afhængige af at importere økologisk soja for at give vores husdyr et optimalt foder.

Kan prisen holde?

I 2017 har vi oplevet et højt prisniveau på stort set alle typer korn til foder og konsum, og prisen på bælgsæd har ligget højt i en længere periode. Hvis det høje prisniveau skal holdes, er det nødvendigt, at efterspørgslen på planteavlsprodukter vokser. Spørgsmålet er, hvor den vækst skal komme fra. Mejerierne har den økologiske mælk, de skal bruge, i hvert tilfælde for en stund. Desuden flader væksten i salg af svinekød og æg ud, så her bliver heller ikke brug for mere foder. De eneste områder, hvor efterspørgslen vokser, er frøproduktion og sukkerroer.

Blandt konventionelle planteavlere oplever vi pæn interesse for at lægge om til økologi. Den produktion, de nye økologer kommer til at bidrage med om 1-2 år, kan forhåbentlig absorberes af en stigende afsætning af mælk, æg og kød på hjemmemarkedet og til eksport. Hvis det ikke sker, kommer vi til at opleve faldende priser på økologisk korn og bælgsæd inden for de nærmeste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle