Vi slås med efterafgrødekrav, som sætter begrænsninger på den enkelte landmands muligheder. Det er ikke en holdbar situation. Vi skal have andre virkemidler på banen, og tilgangen til hele kvælstofindsatsen skal grundlæggende ændres.
Bredere bane
I stedet for at fokusere på at få etableret et fastsat antal hektar efterafgrøder, må målet være at sikre, at tabet fra marken ikke er kritisk højt. Vi skal med andre ord tænke outputbaseret og belønne den effektive udnyttelse af kvælstof i marken. Det kan vi godt. Og vi kan gøre det på en måde, som er til fordel for alle.
Vi kan knytte produktion og miljøhensyn sammen og gennem det gode landmandskab sikre en bæredygtig intensiv landbrugsproduktion. Det er så at sige en mere praktisk og produktionsorienteret måde at nedbringe udledningen på end efterafgrøder og normreduktion.
Ved at fokusere på alle de tiltag i markdriften, der kan bibringe en bedre udnyttelse af kvælstof, får vi en langt bredere bane at spille på, hvor landmanden kan bruge de muligheder, som passer til hans bedrift og temperament. Det vil være et stort skridt fremad i forhold til de kvælende og rigide efterafgrødekrav.
Meningsfuld indsats
Får vi flere virkemidler at arbejde med, eliminerer vi en stor del af risikoen for de mest alvorlige konsekvenser, som kvælstofkravene potentielt kan få med de nuværende og meget begrænsede virkemidler til rådighed.
Landmændene har vist vilje og leveret på miljøindsatserne. Vi kan vise vejen til en mere meningsfuld kvælstofindsats, hvor hver eneste landmand tager medansvar for, at tabet fra markerne minimeres. Nu mangler vi så, at myndighederne vil give os det ansvar i nye rammer for en bæredygtig landbrugsproduktion.
Jeg håber virkelig, at politikere og embedsværk tager positivt mod vores ønsker og er klar til at gå ind i et konstruktivt samarbejde om at gøre dem til en realitet.
