"Vi starter i Afrika og slutter i Finland"

Ny kurs betyder, at kapaciteten kan udnyttes bedre og mere økonomisk, når man forlænger sæsonen.

Da Danespo i 2006 havde et rædselsregnskab med et underskud på 21,5 mio. kr., lagde selskabet en ny kurs. Siden har selskabet udviklet sig fornuftigt.

Den gang blev 80 procent af læggekartoflerne solgt til højprismarkederne i Nordafrika, mens de sidste 20 procent blev solgt i Europa - normalt til lidt lavere priser. Siden er strategien lagt om, så de to markeder nu ligger fifty-fifty.

»Det er mere stabilt,« forklarer Steen Bitsch, adm. direktør for Danespo.

Stabilt fordi der så stadig er kunder, når der er uro i Nordafrika, og fordi kapaciteten kan udnyttes bedre og mere økonomisk, når man forlænger sæsonen.

»Vi starter i Afrika og slutter i Finland,« siger han.

Middelhavsområdet skal have læggekartoflerne så tidligt, at de kan blive til »nye kartofler« i Danmark, når de gamle slipper op. Det finske marked skal have kartoflerne så sent, at det er nødvendigt at lægge kartoflerne på køl, hvis de skal holde sig.

Det har gjort det nødvendigt at investere i yderligere kølekapaciteten på kartoffelcentralerne i Lyne og Brørup.

Russisk succes

Et af de nyeste markeder, Danespo har dyrket og er kommet ind på, er Rusland.

»Det er et marked, vi har interesseret os for i flere år,« siger Steen Bitsch.

Han samarbejder på det marked med en af sine store ejere, DLF-Trifolium, der har længere erfaring og succes i Rusland. Det har taget tre-fire år at få Danespos sorter godkendt på det russiske marked, men nu begynder de at høste frugterne. Derfor var det temmelig god timing, da Danespo var med på det store erhvervsfremstød i Rusland i sidste måned, hvor kongehuset deltog. Det resulterede i ordrer på mellem tre en halv og seks mio. danske kr.

»Det er en temmelig stor fremgang,« siger Steen Bitsch.

Royalties vigtige

På forædlingssiden samarbejder Danespo med KMC om kartoffelforædlingsstationen i Vandel. Danespo står for al repræsentation af sorter uden for Danmark, mens de deler repræsentationen med KMC i Danmark.

Danespo har kontrakter på cirka 1.500 hektar læggekartofler i Danmark baseret på cirka 60 avlere, hvilket resulterer i en produktion på i omegnen af 50.000 ton. Dertil kommer 350 hektar i Holland og cirka 300 hektar i Frankrig, som er de vigtigste producentlande. De har også netop købt et selskab, NSP, i Tyskland, der producerer 16.000 ton læggekartofler.

Det er vigtigt for selskabet at være i de lande for at få egne sorter ind på markedet for derved at tjene forædlerafgifter til den fremadrettede udvikling af sorter - og til ejerne og avlerne. Danespo tjener også forædlerafgifter, når andre dyrker de sorter, de repræsenterer.

Ved at være i Holland får de danske sorter ind til et af verdens største pommes frites-firmaer, Mc Cain, og samtidig giver det mulighed for at opkøbe kartofler i det frie marked og for at samle viden op.

Nye markeder

Fremadrettet arbejder Danespo på at få deres kartoffelsorter endnu længere ud i verden, til Rusland, Australien og Sydafrika. De arbejder sågar i Bangladesh, hvilket sker i et samarbejde med Udenrigsministeriet. Her er der god brug for bedre sorter, og der dyrkes en mio. hektar med kartofler. Selv om det er et fattigt land, kan det bidrage med indtægter i form af royalties, som skal sikre nye sorter.

»Vi prøver at udnytte de muligheder, markedet giver for at tjene penge,« siger Steen Bitsch.

Han peger på, at det er dyrt og tager 10 år at udvikle en ny sort. Lige nu er det Folva, der bidrager meget positivt, men den har allerede en del år på bagen, og beskyttelsesperioden, hvor de kan tjene royalties, lakker mod enden.

»Målet er at udvikle nogle flere forårssorter, sådan at man kan forlænge sæsonen,« siger Steen Bitsch.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle